(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

f »' 



^•*. 



**% 



^ * 



»is* 









\ • 




DEN 

STJERNE 

Juli 1976, 125. årgang, Nummer 7 




i* 



S 



<■! 









« 1 



C 



•kt 1 . v\ 



DISNdansAe 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

Juli 1976 

125. årgang, Nummer 7 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 

Rådgivende komité 

Howard W. Hunter, David B. Haight 
Robert D. Hales, O. Leslie Stone 

Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Peter Berkhahn, Nyt om Kirken 
Porthstr. 5-7, D-6000 Frankfurt/Main 50 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 39,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 6.00 
(surface mail) 

© 1976 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 




■ m 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Ægteskabsbeslutningen. Spencer W. Kimball 1 

Kirken i Stillehavet. R. Lanier Britsch 5 

Mormon dagbog 10 

Hjemmelavet legetøj 13 

HELAMAN og de to tusinde 14 

Fyld endnu en kurv. Lucy Parr 17 

Lille Pelikan. Helen Hinckley Jones 19 

Pioner-puslespil 20 

„Forlad landsbyen eller dø!" John Lewis Lund 21 

Enighed om pengene. Marvin J. Ashton 23 

Område-konference i Sydhavet 25 

Et budskab fra vore ledere. Roger L. Hansen 30 

Hvem taber? Marvin J. Ashton 32 




Ægteskab sbeslutningen 



AF PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 



Når vi ved denne lejlighed kommer til jer og ser, at I har 
udviklet jer i kraft og styrke, opdager vi, at vi ikke ønsker 
for jer masser af guld, vidtstrakte jorder eller huse af 
uovertruffen skønhed, ej heller skinnende juveler eller 
hyldest af simple mennesker eller jordens skatte, men 
snarere det, som en stor fader, David, ønskede for sin søn. 
Og af endnu større betydning, hvad en klog mand ønskede 
for sig selv, da han kom til dagen for sine største mulighe- 
der. Faderen, kong David, havde bedt: 
,,Og giv min søn Salomo et helt hjerte til at holde dine 
bud, vidnesbyrd og anordninger og udføre det altsam- 
men . . ."(1. Krønikebog 29:19). 

Må vi tale om ægteskab og hele jeres tilværelse? Ægteska- 
bet er en vital del af livet. 
Herren har sagt: 

,, Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig 
til sin hustru, og de to bliver ét kød" (1. Mosebog 2:24). 
Og så fortsatte han og sagde: 

,,. . . Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør 
eder til herre over den . . ." (1 . Mosebog 1 :28). I henhold 
hertil er programmet for enhver normal mand og enhver 
normal kvinde helt klart lagt for dem. Og det forventes at 
enhver normal mand og kvinde vil finde en livsledsager 
og danne et ægteskab, hvori de og deres børn vil leve i 
glæde og lykke. 

For nylig traf jeg en ung forhenværende missionær, som er 
35 år gammel. Han havde været hjemme fra sin mission 
i 14 år, og endnu var han ikke særlig bekymret over, at 
han ikke var blevet gift og lo kun ved tanken om det. 
Jeg er ked af det for denne unge mands skyld, for den dag 
vil komme, da han skal stå over for den Store Dommer ved 
hans trone, og Herren vil spørge ham : „Hvor er din kone?" 
Alle de undskyldninger, som han gav sine kammerater på 
jorden, vil synes letkøbte og meningsløse, når han svarer 
Dommeren: „Jeg havde så travlt", eller „Jeg syntes, at jeg 
først skulle have min uddannelse", eller „Jeg fandt ikke 
den rigtige pige" — sådanne svar vil være hule og af liden 



værdi. Han vidste, at han havde fået befaling om at finde 
en hustru og gifte sig med hende og gøre hende lykkelig. 
Han vidste, at det var hans pligt at blive far til børn og give 
dem et rigt, fuldt liv i deres opvækst. Han vidste alt dette, 
men alligevel udsatte han at gøre det. Så vi siger til alle 
unge, uden hensyn til hvad land der er jeres hjem og uden 
hensyn til jeres lands skikke, at jeres himmelske Fader 
forventer, at I gifter jer for evigheden og oprejser en god, 
stærk familie. 

Herren planlagde, at mænd og kvinder skulle finde hinan- 
den og have et lykkeligt familieliv, være sanddru over for 
hinanden og forblive rene og værdige. 
Herren kunne have organiseret sin verden uden dette for- 
plantningsprogram. Han kunne have opfyldt jorden med 
fysiske legemer på en anden måde end den, som han plan- 
lagde, måske med en eller anden form for udklæknings- 
apparat, men det synes, som om det, blot at opfylde jor- 
den med menneskelige væsener, ikke var Herrens egent- 
lige formål. Derfor planlagde han, at ethvert barn, som 
skulle fødes, ville få en far og en mor. De skulle elske og 
belære det barn om retskaffenhed og renhed og berede det 
til at blive ligesom sin Fader i Himmelen. Herren havde 
aldrig i sinde, at en stor del af en's liv skulle tilbringes i en 
ugift stand. På et rimeligt tidspunkt i livet var det menin- 
gen, at hver enkelt ung mand skulle finde den unge kvinde, 
som er bedst for ham, og hun skulle finde den unge mand, 
som ville blive hendes bedste livsledsager. Herren godken- 
der sandelig ikke ægteskabsplaner, der trækker i langdrag. 
Selvom mange unge mennesker i øjeblikket ikke har 
templer i deres hjemland, er der almindeligvis templer in- 
den for rimelig afstand. I min ungdom rejste de hellige fra 
800 til 1 200 km for at blive gift. Vi håber oprigtigt, at I efter 
en passende forlovelsestid, vil planlægge jeres bryllups- 
rejse, så I kan rejse til et af de nærmeste templer for at 
blive beseglet for al evighed, så jeres børn vil blive jeres for 
bestandigt, og I for altid vil være deres forældre for sam- 
men at udgøre et evigtvarende ægteskap. 

1 



Vi håber, at jeres forældre fra barndommen af vil opdrage 
jer til at udføre mindre opgaver, så I kan tjene lidt penge 
og opspare dem til jeres mission og senere ægteskab. 
Vi håber, at unge mennesker vil være villige til at ofre de 
borgerlige brylluppers pragt og show og ugudelighed, så 
de selv og deres forældre sammen kan rejse til det hellige 
tempel for at blive viet dér. Ofte vil det være dyrere at 
arrangere en reception eller holde ferie eller købe kostbare 
gaver, end at betale omkostningerne ved at rejse til templet 
og blive viet dér. Da søster Kimball og jeg blev gift, havde 
vi ingen ringe og ingen kostbar reception. Otte år senere 
købte jeg hende en lille diamant. Hun var tilfreds med at 
skulle vente indtil da. 

Nu er tiden inde for jer til at planlægge et godt, stærkt 
ægteskab, organisere jeres programmer, sætte jeres stan- 
darder og fastslå jeres vilje til at berede jer til den periode 
af jeres tilværelse, hvor I skal leve i et ægteskab, der vil 
bringe jer glæde og belønninger. 

Og derfor, mine kære unge mennesker, bør I være oprigti- 
ge. Livet er ikke bare til for morskab og spøg. Det er noget 
højst alvorligt. I gør vel i at vokse op som børn og komme 
sammen med både drenge og piger i disse første år. Når 
I kommer i jeres teen-år, bør jeres omgangskreds stadig 
være almindelige bekendtskaber med både drenge og 
piger. Ethvert fastere bekendtskab mellem dreng og pige 
bør udskydes, til I er 16 år gamle eller ældre, og selv da 
bør der udøves megen sund fornuft med hensyn til valg 
af partner og alvoren, der lægges deri. 
Unge mennesker bør stadig begrænse deres nære kontakt 
i adskillige år, da drengen jo skal på mission, når han er 
19 år. Der bør sættes en grænse for den fysiske kontakt 
og sandelig ikke påbegyndes noget intimt forhold, der 
involverer sex. Der må aldrig forekomme nogen form for 
sex forud for ægteskabet. 

Enhver dreng bør have opsparet penge til sin mission og 
være fri for enhver form for forviklinger, så han kan være 
værdig. Når han vender hjem fra sin mission som 21-årig, 
bør han være fri til at indlede bekendtskaber og finde sig 
sin pige. Når han har fundet den rette kvinde, bør der 
planlægges et retteligt tempelægteskab. Man kan få alle 
velsignelserne, hvis man holder styr på sig selv og tager 
oplevelserne i den rigtige rækkefølge: først nogle begræn- 
sede kontakter, derpå missionen, efterfulgt af forlovelse, 
og endelig tempelægteskabet, uddannelsen og familien 
for at slutte af med livsgemingen. I en hvilken som helst 
anden rækkefølge er det let af løbe ind i vanskeligheder. 
Efter brylluppet bør unge hustruer være optaget af at føde 
og opdrage børn. Jeg kender ikke noget skriftsted eller 
nogen myndigheder, der godtager, at unge hustruer ud- 
sætter at få børn eller går på arbejde for at hjælpe deres 
mænd gennem studierne. Unge ægtefolk kan komme i vej 
og nå deres uddannelsesmål, hvis de er besluttet derpå. 
Vore unge mennesker bør forstå, hvad præsident J. Reu- 
ben Clark, jr. har sagt: 

„Der findes den antagelse, altfor almindelig er jeg bange 
for, at sexlysten er plantet i os alene med det formål at 
opfylde vore ønsker om fornøjelse; at undfangelse af børn 
kun er et uheldigt tilfælde. Lige præcis det modsatte er 



tilfældet. Driften blev plantet i os for at sikre, at legemer 
ville blive undfanget for at huse ånder; fornøjelsen ved 
at tilfredstil le driften er et tilfælde, ikke det vigtigste for- 
mål med driften." Og så sagde han videre: 
,,Med hensyn til sex i ægteskabet kan den nødvendige 
afhandling om det for sidste dages hellige skrives i to 
sætninger: Husk, at det vigtigste formål med sexdriften er 
at undfange børn. Et tilfredsstillende sexliv må opnåes på 
det grundlag. I ægtemænd: vær venlige og hensynsfulde 
mod jeres hustruer. De er ikke jeres ejendom; de er ikke 
bare til for jeres tilfredsstillelse; de er jeres partnere for 
tid og evighed." (,,Conference Report, General Priesthood 
Conference,October1949, pp. 194-94) 
Når vi nu talerom ægteskab, så husker vi på, hvad Lukas 
siger: 

,,Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi man- 
ge, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formådet" 
{Lukas 13:24). 

Kun gennem celestialt ægteskab kan man finde den lige 
vej, den snævre sti. Herren var meget specifik og meget 
bestemt med hensyn til ægteskab. Han sagde: 
„Thi dette er en advarslens dag og ikke en dag til mange 
ord. Thi jeg, Herren lader mig ikke spotte i de sidste dage" 
(L.&P. 63:58). 

Skrifterne siger, at „Han er ikke Gud for døde, men for le- 
vende" (Matt. 22:32). 

Der findes ingen andre døde, end dem, der har valgt at 
være døde i forhold til loven, døde med hensyn til forde- 
lene, døde med hensyn til velsignelserne, døde med hen- 
syn til gavens evigtvarende natur. 

I vor egen tid er der mange mennesker, som former deres 
egne konklusioner, foretager deres egne fornuftbedøm- 
melser, kalkulerer, evaluerer og udvikler deres egne 
meninger og „kæmper imod brodden" hvorved døren luk- 
kes for deres egne muligheder. 

For nogen tid siden kom en moder til mig i dyb fortvivlel- 
se. Hun var ladt alene tilbage. Hendes søn og hans hustru 
var blevet dræbt ved en ulykke, efterladende flere små 
børn. Hun kom med mange beklagelser og fortalte mig, 
at de unge ofre for en fly-nedstyrtning ikke var blevet gift 
i templet. De kom begge fra gode familier, men havde 
enten ignoreret det eller udsat det. De havde levet stør- 
steparten af deres liv på jorden og havde alligevel ikke fået 
denne ordinanse ordnet. Ulykken skilte dem fra hinanden. 
Udtrykket „til døden jer skiller" efterlod dem enlige og 
deres børn forældreløse. 

Selvfølgelig kan nogen lade arbejdet udføre for dem 
i templet, når de har været døde et år, men vil disse 
unge mennesker acceptere de ordi nanser, der betød så lidt 
for dem, mens de var i live? Og, mere vigtigt end noget 
andet, tror I, at Gud sådan vil lade sig spotte? Han er de 
levendes Gud og ikke de dødes. Han betegnede denne 
ordinanse som én, der skulle udføres af de levende selv. 
Har I nogensinde erkendt, at der ikke er noget magisk 
ved døden, at det at holde op med at trække vejret ikke gør 
skødesløse mennesker til engle, ikke gør tvivlere til troen- 
de, ikke bringer tro, hvor der var tvivl? 
Har I nogensinde omhyggeligt studeret lignelsen om de ti 



jomfruer? De, der havde beredt sig til de lovede velsignel- 
ser, var rede, og de, der ikke var rede, blev kastet ud. 
Opsættelse er i virkeligheden en tyv, der stjæler ens tid 
og muligheder. 

I den genoprettede kirkes første tid sagde Herren meget, 
som burde have været en asvarsel til dem, der læste skrif- 
terne, men fordi de ikke forstod, kom Herrens stemme 
igen. 

Husk, at Herren sagde : 

,,. . . Om en mand tager en kvinde til ægte og indgår 
pagt med hende for tid og al evighed, og om denne pagt 
ikke indgåes gennem mig eller gennem mit ord, ... da er 
den ikke gyldig eller af nogen bindende kraft, når de er 
ude af verden, fordi de ikke godkendes dér; thi engle og 
guder, som de ikke kan komme forbi, er beskikkede dér; 
derfor kan de ikke arve min herlighed, for mit hus er et 
ordens hus, sigerGud Herren." (L.&P. 132:18) 
Herren gør det klart, at selv belønningerne til englene er 
underordnede og ringere i forhold til deres velsignelser, 
„som er værdigere til en langt større, ja, en overmåde stor 
og evig herlighed" (L.&P. 132:16). 

Herren lover meget til jer unge mennesker, som sørger 
for dette ægteskab på den rigtige måde. Han siger, at I 
skal: 

,,. . . gå forbi engle og guder, som er sat dér, til deres 
ophøjelse og herlighed i alle ting, som det er blevet be- 
seglet på deres hoveder . . ."(L.&P. 132:19). 
Men dette er ikke et spørgsmål, om hvad man mener. Det 
betyder kun lidt hvad I eller jeg ville tænke eller mene. 
Dette er kendsgerningerne. Dommerne ved porten kender 
med sikkerhed optegnelserne, ånden og den sande beret- 
ning. Livets Bog (se Joh.Åb. 20:12) vil vise enhver af vore 
jordiske aktiviteter. 

Jeg har gentaget betingelserne og restriktionerne og her- 
lighederne og udbyttet, fordi vi allesammen er tilbøjelige 
til at lade dem passere os, uden at vi lægger mærke ti! 
dem, ligesom vandet, der løber ned gennem flodlejet. Men 
Herren har gentaget igen og igen, således som hans åben- 
barede budskab kom til Joseph Smith igen og igen, og 
ligeledes som når vi læser skrifterne igen og igen. Han 
siger: 

„Sandelig, sandelig siger jeg dig: om du ikke adlyder min 
lov, kan du ikke opnå denne herlighed." (L.&P. 132:21) Kan 
noget være mere ligetil og uomtvisteligt end det? Der er 
ikke plads til argumentation eller spekulation. 
Der vil være en ny ånd i Zion, når de unge piger vil sige 
til deres venner: ,,Hvis du ikke kan få en tempelanbe- 
faling, så vil jeg ikke binde mit liv til dig, ikke engang for 
dette liv." Og de unge hjemvendte missionærer vil sige 
til deres veninder: ,,Jeg er ked af det, men tiltrods for at 
jeg holder meget af dig, så vil jeg ikke ægte dig andet 
sted end i det hellige tempel". 

Lad os se det fra den lyse side. For nogle uger siden delte 
jeg en stav. For at finde en ny præsident til begge stave 
interviewede jeg 29 mænd og fandt, at alle var blevet be- 
seglede for tid og evighed. De havde 121 børn, hvilket 
gennemsnitligt er 4,3 børn per familie eller var 6,3 personer 
i hver familie. Der var ikke en eneste fraskilt i hele grup- 



pen; der var ingen opløste hjem i disse 29 familier. Hvert 
eneste af disse 121 børn havde to forældre; hverken døds- 
fald eller skilsmisser havde opløst nogen af disse hjem. 
Alle de 29 mænd havde godt arbejde og rigtig gode hjem; 
43 af alle børnene var i deres teenalder, men der var ingen 
alvorligere vanskeligheder med nogle af dem, hverken nar- 
kotika, alkohol eller rygning. Alle var trofast på vej mod 
ophøjelse. 

Og således undrer vi os over, hvorfor folk, med alle disse 
velsignelser og løfter for øje, vil undlade at gifte sig på 
rette vis og derved spilde deres liv i en frossen vildmark, 
der aldrig vil tø op. Hvordan kan noget ungt menneske 
overhovedet tænke på et ægteskab, der ikke indgås i 
templet og sætte disse herligheder på spil? Hvordan kan et 
menneske med et tempelægteskab tænke på skilsmisse, 
at opløse en familie, eller på umoralitet og utroskab? 
Hvorfor, ja, hvorfor? 

Mine kære brødre og søstre, husk, at jeg har forklaret disse 
forhold til jer. Aldrig kan I sige, at jeg ikke advarede jer. 
Vore unge mennesker er vidunderlige, med rige, strålende 
løfter. Herren elsker jer, vi elsker jeg, og vi ønsker, at I skal 
gøre det rette og glæde jer over de velsignelser, der kom- 
mer af at leve retskaffent. 

Vi har tillid til jer og lover jer rige velsignelser og et lykke- 
ligt liv, hvis I vil lytte, studere, bede og holde jeres liv helt 
og holdent rettet mod den lige og snævre vej, som vor 
Herre, Jesus Kristus, har udstukket for os. 







Øverst: Familien er Samoas og kirkens styrke. 
Nederst: Undervisningen har på en betyd- 
ningsfuld måde medvirket til at fremme kir- 
kens udvikling i Stillehavsområdet. Denne 
kirkeskole ligger i bjerglandsbyen, Vaiola. 



Kirken i Stillehavet 



AFR. LANIERBRITSCH 



Da Joseph Smith oplevede Faderens og Sønnens besøg i 
foråret 1820, varøerne i Stillehavet næsten samtidig ved at 
blive beredt til at blive præsenteret for evangeliet. Pro- 
testantiske missionærer bragte kristendommen til Fransk 
Polynesien (Selskabsøerne, Tuamotu Øerne, Tubuai Grup- 
pen og Marquesa Øerne) i 1797. Kristne missionærer kom 
til Hawaii i 1820. Ivrige protestantiske missionærer slog 
sig til ro på Tonga sidst i 1820'erne. I 1830 bød Samoa 
den første succesrige kristne missionær velkommen. Såle- 
des blev disse områder og andre bekendt med Bibelen 
og Jesu Kristi lærdomme, før sidste dages hellige mis- 
sionærer blev i stand til at forklare genoprettelsen og evan- 
geliets fylde. 

Hvalfangst var i det nittende århundrede en storindustri, 
der omfattede hundredvis af fartøjer og tusinde af mænd. 
To af disse hvalfiskere, Addison Pratt og Benjamin F. 
Grouard, sluttede sig senere til kirken. I 1822 havde Pratt 
en uoverensstemmelse med sin skipper, og da skibet lagde 
til ved Sandwich-øerne (Hawaii), forlod han det dér. Han 
blev på Oahu-øen i kun seks måneder, men erindringen 
om øerne forblev hos ham i årevis. I vinteren 1843 fortalte 
broder Pratt om sine oplevelser på øen til Joseph Smith. 
Derefter kom der snart en kaldelse til Addison Pratt og tre 
af hans kammerater, Benjamin F. Grouard, Knowlton F. 
Hanks og noah Rogers til at rejse på mission til Stille- 
havet. De forlod Nauvoo den 1 . juni 1843 og rejste til New 
Bedford i Massachusetts, hvorfra de afsejlede den 9. 
oktober med skibet ,,Timoleon". Deres rejse var lang og 
vanskelig. Ældste Hanks, som var syg, da han modtog kal- 
delsen, døde ombord. 

Den 30. april 1844 kom øen Tubuai i sigte, 640 km syd for 
Tahiti. Joseph Smith og De Tolv havde udpeget disse æld- 
ster til at arbejde på Sandwich-øerne, men på grund af 
rejsens længde og Tubuai-indboernes ivrighed efter at få 
en evangelisk præst til at bo blandt sig, besluttedes det, 
at missionen skulle etableres i det område, der nu kaldes 
Fransk Polynesien. 

Ældste Pratt forblev på Tubuai. Ældsterne Grouard og 
Rogers rejste videre til Tahiti, men efter at de havde arbej- 



det dermed ringe succes, skiltes de. Ældste Rogers sejle- 
de fra ø til ø i området, men han havde så lidt fremgang 
at han rejste hjem i sommeren 1845. 
Ældste Grouard havde imidlertid næsten omgående 
succes, da han fra Tahiti sejlede mod øst til Anaa i Tuamo- 
tu gruppen. Han påbegyndte sin mission på denne ø den 
4. maj 1845 og døbte sin første nyomvendte tre uger se- 
nere. Allerede i september samme år havde han organi- 
seret fem grene med ialt 620 medlemmer. 
Imens havde ældste Pratt på Tubuai organiseret den 
første ikke-engelske-talendegren i kirken den 29. juli 1844. 
Det var også den første gren i Stillehavet. I februar 1845 
var der 60 medlemmer på Tubuai . 

Men da ældste Grouard ikke kunne ordne alle de admin- 
strative opgaver for de hel lige på Tuamotu , bad han ældste 
Pratt slutte sig til ham. De arbejdede sammen på Anaa fra 
februar 1846 til hen på sommeren, da ældste Grouard be- 
sluttede at udstrække arbejdet til de øvrige øer. Ældste 
Grouard vendte i september tilbage til Anaa for at deltage 
i den første konference for de polynesiske hellige. Re- 
præsentanter for ti deltagende g rene beløb sig til 866 med- 
lemmer. 

I marts 1847 sejlede broder Pratt hjem for at finde ud af, 
hvad der var sket med de hellige og hans familie. Men 
næsten tre år senere rejste han og James S. Brown til- 
bage til Fransk Polynesien. De fulgtes af ældste Pratt's 
familie og et antal andre familier. Uheldigvis gjorde den 
politiske situation i Fransk Polynesien det umuligt at fort- 
sætte arbejdet, og missionen blev lukket i 1852. 
Måske var den egentlige grund til den succes, de havde, 
den måde hvorpå ældste Pratt og ældste Grouard levede 
sammen med folket. De forlangte ikke noget af dem i form 
af skatter eller særlige bidrag. Da søster Louisa B. Pratt 
og hendes søster, Caroline Crosby, kom til øerne, lærte 
de kvinderne at tilrettelægge deres familieliv, og at være 
gode husmødre. Missionærerne organiserede også små 
skoler og oversatte nogle salmer til Tahitiansk. 
Det næste alvorlige forsøg fra kirken på at indføre det gen- 
givne evangelium på Stillehavsøerne fandt sted på Sand- 



wich-øerne. 1 december 1850 ankom ti missionærer dertil 
fra Californias guldområder. Arbejdet på Hawaii gik sær- 
deles godt i de første fire år. Derpå mistede budskabet 
sin nyhedsinteresse, og et gradvist frafald fandt sted. 
Ulykkeligvis fandt på det tidspunkt de begivenheder sted 
derhjemme, som siden blev kaldt Utah-krigen, og mis- 
sionærerne blev hjemkaldt i 1 858. 

Tre år senere kom en missionær igen til Hawaii, og i 1864 
gik kirken på Hawaii ind i en lang periode med stadig 
vækst. 

Den vigtigste enkelte begivenhed på Hawaii var indvielsen 
af templet i Laie. Fra tidspunktet da planerne blev offent- 
liggjort i 1915, og indtil templet blev indviet den 27. novem- 
ber 1919, arbejdede de hellige flittigt i Stillehavsområdet 
påat fadet færdigt. 

I mange år var Hawaii den mest succerige missionsmark 
i Stillehavsområdet. Arbejdet i Australien og New Zealand 
gik ikke nær så raskt fremad. I 1840'erne viste Australien 
sig at være en vanskelig mark af høste. Selvom mis- 
sionærerne havde held til at omvende nogle få mennesker 
og oprette nogle grene, var der megen modstand mod 
deres arbejde. 

Denne modstand var resultatet både af falske beskyldnin- 
ger og af problemer i forbindelse med den australske guld- 
feber i 1851. Den hypnotiserede næsten alle. Kun få var 
interesserede i noget mere evigtvarende end guld. 
En tredie faktor modvirkede succes i Australien. Som én 
missionær sagde det: „Jeg lærer om evangeliets første 
principper, nemlig tro, omvendelse, dåb, håndspålæggel- 
se, lydighed mod myndighederne og indsamling til Zion." 
Indsamlingen til Zion styrkede de nye medlemmer, som 
forlod Australien, men den svækkede i høj grad kirken dér. 
I løbet af de første otte år emigrerede mere end 450 hellige 
til Zion. 

Skønt betydelig succes var udpræget i Australien midt i 
1850'eme, blev arbejdet pludselig afbrudt i 1858. Også 
disse missionærer blev kaldt hjem på grund af Utah-krigen. 
Efter krigen blev missionsarbejdet langsomt genoptaget. 
Ingen missionærer blev sendt til Australien fra 1856 til 
1867, og da var det kun en enkelt. Det var først i 1875, 
at der blev gjort en samlet indsats for at sætte gang i 
arbejdet. Fjorten missionærer blev det år sendt til den 
austral-asiatiske Mission. De fleste af dem arbejdede i 
New Zealand. I året 1885 var der fire grene, to søndags- 
skoler, enogtyve missionærer og 178 medlemmer i Austra- 
lien. 

Missionærarbejde af de sidste dages hellige blev påbe- 
gyndt i New Zealand i 1854. Fra da af og indtil 1898, da 
missionen blev delt, var Australien og New Zealand én 
mission under navnet Den australasiatiske Mission. Indtil 
1870 var fremgangen kun lille, men pådet tidspunkt gik det 
godt nok for missionspræsidenten til, at han flyttede mis- 
sionens hovedkvarter fra Australien til Christchurch på 
New Zealand. Det næste tiår arbejdede et gennemsnit på 
ni missionærer i begge lande, men for det meste i New 
Zealand. 

1880'erne kendetegner opsvinget i Den New Zealandske 
Missions historie. Visse maori-høvdinge og åndelige le- 



dere havde forudsagt missionærers komme, og deres 
profetiske syner gik helt fantastisk i opfldelse ved ankom- 
sten af de sidste dages helliges ældster. Da maori-folket 
så profetierne opfyldte, kom de i stort antal ind i kirken. 
Ved året 1887 var der mere end 2000 maorier i kirken. Det 
følgende år var det antal forøget med endnu 750. Derefter 
voksede antallet af maorier langsomt men stadigt. Efter 
den første omvendelsesperiode i 1860'erne tilbragtes det 
meste af missionærernes tid med at administrere behovet 
hos grenene og de individuelle medlemmer. Kirken blev 
først og fremmest som en maori-kirke indtil efter 1950. 
På omtrent samme tidspunkt som succes'en med maorier- 
ne sendtes missionærer til Samoa. To ældster fra Hawaii 
blev i 1862 sendt til Samoa, men deres indsats bar ingen 
frugter. Den anden gruppe missionærer blev også sendt 
fra Hawaii. I juni 1888 ankom Joseph H. Dean og hans 
hustru til Tutuila i det, der nu kaldes Amerikansk Samoa. 
De fulgtes snart af andre missionærer, og arbejdet påbe- 
gyndtes dér. En af de to 1862-ældster, Manoa, var der 
stadig og hjalp med at vise de nye evangeliske budbrin- 
gere til rette. 

Samoa leverede missionærer til påbegyndelse af værket i 
Tonga, og gav også Fransk Polynesien en ny start. 
Brigham Smoot og Alva Butler blev sendt fra Samoa til 
øen Tongatapu med hovedstaden Tonga i juni 1891 . Mange 
måneder gik, før de døbte deres første omvendte. Og til 
trods for at de og andre missionærer, som sluttede sig til 
dem, arbejdede flittigt, oprettede småbørnsskoler og rejste 
vidt omkring for at sprede den nye religion, havde de så lidt 
held med sig til at omvende folk på Tonga, at missionærer- 
ne blev trukket tilbage i 1897. Ti år senere kom ældsterne 
imidlertid tilbage. De påbegyndte deres arbejde i den 
nordligste gruppe øer, kaldet Vava'u. Stadig fremgang 
forårsagede en adski Helse af Tonga fra Samoa i 1 91 6. 
Succes'en på Samoa gav præsident William O. Lee tilla- 
delse fra Det første Præsidentskab til at sende ældster til 
Fransk Polynesien. Denne tilladelse blev givet, og den 
22. januar 1892 sejlede ældsterne Joseph W. Damron og 
William A. Seegmiller fra Apia mod Papeete på Tahiti. 
Fyrretyve år var gået, siden de første missionærer var 
blevet tvunget til at efterlade deres omvendte dér, men der 
var vanskelige problemer. Missionærer fra Den reorgani- 
serede Kirke var ankommet i 1885 og havde overtalt mange 
tahitiske sidste dages hellige til at slutte sig til dem. Æld- 
sterne Damron og Seegmiller måtte arbejde hårdt i mange 
måneder, før de fik held med sig til at vinde disse medlem- 
mertilbage i folden. 

Da Det første Præsidentskab hørte om dette problem, 
sendte det den femogtredsårige James S. Brown, en af de 
første missionærer, til Tahiti for at hjælpe med til at legi- 
timere de retmæssige mormonske missionærer. Han an- 
kom den 1 . juni 1892. Efter broder Browns ankomst gik der 
mange måneder, før de sidste dages hellige på de forskel- 
lige øer i Fransk Polynesien var blevet overbevist om, at de 
igen var under den sande kirkes administration. Specielt 
påTuamotuøerne, hvor B. F. Grouard havde haft så megen 
succes syvogfyrretyve år tidligere, var de hellige langsom- 
me til at erkende, at de nu havde autoriserede hyrder. Da 



6 



Øverst: Aronske Præstedømme i Papeete, 
Tahiti. Nederst til venstre: Udsigt over disse 
billedskønne øer. Dette syn er typisk for Sa- 
moa. Øverst til højre: Skolebørn i en kirke- 
skole i Suva, Fijiøerne. Nederst til højre: 
Indfødte missionærer overtager Stillehavs- 
området. Når de går ud sammen med andre 
missionærer øges succeen. 




denne erkendelse kom, sagde deres gamle, blinde leder 
Maihea: „VI byder jer velkommen, og vi byder også disse 
unge mænd velkommen. Vores hjerter er nu glade. I må 
fortælle os den rigtige vej, vi skal gå, og vi vil adlyde jer. 
For vi har længe været uden en fører. Vi har været ligesom 
får uden en hyrde." I januar 1893 kunne 425 tahitianere kal- 
de sig for sidste dages hellige. Det er et stort vidnesbyrd 
om de tidligt omvendtes styrke, at de og deres efterkom- 
mere kunne holde fast ved troen i 40 år uden ledelse og 
hjælp fra kirkens hovedsæde. 

Der var mange vanskeligheder for de tidlige missionærers 
arbejde i Stillehavsområdet, men perioden siden 1946 har 
vist næsten imponerende vækst. Præsident David O. 
McKay satte ny fokus på missionærarbejdet, og de unge 
mænd og piger i kirken reagerede ved i betydeligt større 
antal at rejse på mission. Missionærstyrkelse er fore- 
kommet på Fiji-øerne, Cook-øerne, Ny Kaledonien, Ny 
Hebrideme, Salomon-øerne og Gilbert-øerne foruden 
andre. Aktivt missioneringsarbejde påbegyndtes på Fiji- 
øerne midt i 1950'erne. Siden da er arbejdet gået be- 
mærkelsesværdigt godt blandt den nations blandingsrace 
af fiji'er og indere. (Fiji-missionen adskiller sig fråde andre 
ved, at dens indbyggere for det meste ikke er polynesiere 
men melanesiere, indere og mikronesiere) 
Suva på Fiji er det centrale punkt for aktivitet i denne 
mission. Her blev den første af flere kirkebygninger opført 
sent i 1950'erne. Også en grundskole er blevet drevet af 
kirken en række år, og på en skøn bjergside med udsigt 
over Suva er det nye SDH Fiji Tekniske Kollegium ved at 
blive bygget med planlagt indvielse i 1976. De hellige på 
Fiji forventer, at denne skole skal blive vuggen for mis- 
sioneringsvækst overalt i Melanesien. 
Det forventes, at Fiji ikke blot vil blive grundlaget for mis- 
sionen ngsarbejdet i Melanesien, men at den også vil blive 
udgangspunktet for missioneringen i Indien. Denne 
mission underviser nu i evangeliet på ti sprog og oversæt- 
ter kirkens materialer til seks sprog. Blandt disse sprog er 
hindi, et vigtigt sprog i Indien. Det vil være til stor fordel 
for de missionærer, som kaldes til arbejde i Indien en dag 
at have skrifterne og andre af kirkens materialer til rådig- 
hed på det sprog, som det folk taler, hvor de underviser. 
De indiske hellige på Fiji vil måske en dag forsyne os 
med nogle af de missionærer, som skal bringe evangeliet 
til Indien. 

Stavene og missionerne i Stillehavet har beredt unge lokale 
medlemmer til at forkynde evangeliet i deres egne lande, 
og, hvad der er ukendt for de fleste af kirkens medlemmer, 
udfører nu det meste af missionærarbejdet i Samoa, Tonga 
og Fiji. Missionspræsidenterne i Samoa og Tonga er lokale 
brødre, omvendte til kirken og tidligere stavspræsidenter. 
I Fransk Polynesien har missionspræsidenten, skønt født 
i Frankrig, været borger på Tahiti gennem mange år. 
Præsidenten for missionen i New Zealand-Auckland er 
delvis af maori-slægt. Andre missionspræsidenter og 
regionalrepræsentanter i Stillehavsområdet og i Autralien 
er også lokale hellige. 

Kirkens uddannelsesystem er måske den vigtigste bidrags- 
faktor til udvikling af stærke kirkeledere i dette område. 



Den første uddannelsesindsats af sidste dages hellige 
i Stillehavsområdet fandt sted under ledelse af Louisa B. 
Pratt, da hun underviste sine egne døtre og nogle indfødte 
børn. I 1886 åbnede vore missionærer skoler for maori- 
børn i New Zealand. Ved århundredets slutning var der ti 
sådanne skoler. De første skoler på Tonga blev åbnet i 
1895. De var, ligesom skolerne i New Zealand, meget små 
og meget enkle. Undervisningen var begrænset til de tre 
,,R"-er (= reading (w)ritting, (a) rithmetic = læsning, 
skrivning, regning, o. a.). Lignende skoler blev oprettet 
på Samoa, hurtigt efter åbningen af den mission. Omkring 
1922 var der tyve skoler og 665 elever med elleve hvide og 
syvogtyve samoanske lærere. 

De hellige på Samoa anlagde to specielle landsby-plan- 
tager som samlingssteder i de første år i dette århundrede 
— „Sauniatu" på øen Upolu og „Mapusaga" på Tutuila. 
Skoler havde en fremtrædende plads i disse landsbyer. Af 
særlig vigtighed for de hellige på ,, Sauniatu" var skolens 
hornorkester. Ikke blot underholdt orkestret ældste David 
O. McKay og hans ledsager, ældste Hugh J. Cannon, da 
de aflagde besøg dér i 1921 , men den amerikanske konsul 
på Samoa bad også orkestret spille ved vigtige begiven- 
heder. Lignende orkestre blev organiseret andre steder 
på Samoa, i New Zealand og på Tahiti. 
Grundskoler bidrager stadig meget til væksten af kirken på 
Fiji, Samoa, Tonga og i Fransk Polynesien. Kirken har 
også udviklet flere model-højskoler på øerne. De første to 
af kirkens højskoler blev grundlagt og drevet uden om det 
organiserede skolesystem i kirken. Maori landbrugshøj- 
skole (MAC) nærved Hastings på New Zealand blev grund- 
lagt i 1913 og betjente New Zealands behov indtil 1931, 
da et voldsomt jordskælv totalt ødelagde skolen. Undervis- 
ningen svarede til de amerikanske højskolers med frem- 
hævelse af landbrug og andre praktiske kundskaber. 
Elevantallet var aldrig større en halvfems om året, men 
skolens elever blev efter deres tid på skolen de bedste 
ledere i kirken i New Zealand. MAC's indflydelse er for- 
nemmet overalt i det sydlige Stillehav, fordi mange sa- 
moanere, tonganesere og tahitianere frekventerede skolen 
sammen med de unge maorier. 

De „gamle drenge" fra MAC talte stærkt for oprettelsen 
af kirkens universitet i New Zealand, der blev grundlagt i 
1958. 

Andre højskoler blev grundlagt af missionærer og kirkens 
ledere på Tonga og Samoa. I august 1924 lejede præsident 
M. Vernon Coombs 9 1/2 acre land til benyttelse for en 
kostskole ved navn „Makeke", der betyder „stå op og hold 
dig vågen". Her blev der bygget en højskole, hvor eleverne 
dyrkede det meste af deres madvarer, samtidig med at de 
studerede. Makeke-skolen blev officielt åbnet i februar 
1926 med Samuela V. Fakatou, afgangselev fra MAC, som 
lærer. Den blev drevet i mere end tyve år. 
I februar 1952 åbnedes en ny Tonga-højskole under navnet 
Liahona. Et stort system af grundskoler er også blevet 
opbygget. Sidst i 1975 åbnedes en ny mellemskole på øen 
Vava'u nord for Tonga. 

I Samoa er tre af kirkens skoler blevet særligt betydnings- 
fulde. Det er „Mapusaga", der i 1974 blev solgt til U.S.A.'s 



8 



regering; ,, Viola" på øen Savaii; og „Pesega" i hovedsta- 
den Apia på øen Upolu. 

Indvirkningen af kirkens skoler i Stillehavsområdet vil blive 
mærket i generationer frem i tiden. Ved slutningen af 1972 
var mere end 5.100 elever tilmeldt kirkens grund- og mel- 
lemskoler i Stillehavsområdet. 

Liahona højskolens opførelses-projekt startede et nyt men 
midlertidigt program i kirken. Det var byggemissionær- 
programmet. Da det var vanskeligt at finde udlærte arbej- 
dere, besluttede den tonganesiske missionspræsident sig 
til at kalde en gruppe unge fra Tonga til særlige bygge- 
missioner. 

Liahona-højskolen var blot begyndelsen til dette program, 
der velsignede mange grene med nye, smukke kirkebyg- 
ninger, samtidig med at det gav praktisk træning og er- 
faring for hundreder af unge mænd. Selvom dette program 
ikke længere benyttes i kirken, lever mange familier godt 
idag, fordi familiens overhoved lærte noget gennem dette 
program. 

Ikke blot blev kirkebygninger rejst over hele Stillehavs- 
området ved hjælp af bygge-missionær-programmet, men 
også et tempel blev rejst i New Zealand. Når der bygges 
templer i et land, tilkendegiver det, at kirken der har ud- 
viklet sig udover det, de omvendte medlemmer og fami- 
lier, grene og distrikter er nået til, og er rede til et fuld- 
stændigt lokalt ansvar som i Zions stave. Da præsident 
McKay bekendtgjorde planerne for bygning af New Zea- 
land- templet i 1955, fandtes der ingen stave i landet. 
Missionspræsidenten, Ariel S. Ballif og de lokale distrikts- 
ledere besluttede sig til at arbejde for at gøre alt rede til 
oprettelsen af en stav snarest muligt. Råd blev oprettede, 
uddannelsesmøder gennemført, missionærerne blev fjer- 
net fra så godt som alle stillinger i grene og distrikter, og 
større indsats blev gjort for at forberede medlemmerne 
åndeligt til stavs-ansvar. Templet i New Zealand blev ind- 
viet den 20. april 1958. En måned senere blev Auckland 
stav oprettet. Det blev den første stav uden for Nord- 
amerika og Hawaii. 

Lignende fremgang fandt sted i andre dele af Stillehavsom- 
rådet. I marts 1960 blev den første stav i Australien opret- 
tet. I 1962 fik Samoa sin første stav. Tonga i september 
1968. Og i marts 1972 blev Tahiti stav oprettet. Der er nu 
otteogtyve stave i det sydlige Stillehav. Amerikansk Samoa 
er det første nationale og racemæssige område i verden, 
der helt omfattes af stave. 

En af hovedårsagerne til udviklingen af stave var mis- 
sionspræsidentemes beslutning i disse områder i 1950'er- 
ne om at fjerne missionærerne fra grens-og distrikts- 
stillinger, således at de kunne besættes af indfødte om- 
vendte. Som resultat deraf blev de lokale medlemmer nødt 
til at gøre arbejdet, og missionærerne fik mere tid til at 
søge nye menneskerat omvende. 

Kirkens første præsidentskab og generalautoriteterne er i 
høj grad elskede og ærede af befolkningen på Sydhavsøer- 
ne. Besøgene af medlemmer af De tolv apostles Råd som 
f.eks. David O. McKay i 1921 og ældste George Albert 
Smith i 1938 huskes endnu som særlige og hellige be- 
givenheder i disse missioners historie. Ældste Matthew 



Cowley holdt meget af dem og kærligheden gengældtes 
af den polynesiske befolkning. Siden 1950 er besøgene af 
generalautoriteterne blevet påskønnet som før, men de har 
været for talrige til, at de kan nævnes her. 
Herren elsker befolkningen i denne del af verden og har 
velsignet dem med næsten fortsat administrering af sine 
udvalgte tjenere, med mange materielle faciliteter, som 
kirkebygninger og skoler, og med tro på Herren Jesus 
Kristus. Disse modtagere er Abrahams velsignelser ind- 
tager dag for dag deres pladser i Guds rige. 

R. Lanier Britsch, professor i historie og asiatiske studier 
ved Brigham Young University, virker som 2. rådgiver i 
Orem Utah Sharon stavspræsidentskab. 



PRÆSIDENT PAUL L. PEHRSON 
AFGÅET VED DØDEN. 

Det kom som et chok for alle, da vi erfarede, 
at Paul L. Pehrson, tidligere præsident for 
Den danske Mission, var afgået ved døden. 
Præsident Pehrson var født den 9. juni 1908 og 
var en oprigtig og trofast sidste dages hellig. 
Han har beklædt mange forskellige stillinger i 
kirken, bl.a. som biskop, højrådsmedlem og 
missionspræsident. Han var altid rede til at 
række en hjælpende hånd til dem, der trængte 
dertil. 

Tirsdag den 1. juni blev der afholdt en meget 
smuk begravelse for præsident Pehrson, hvor 
der var hundreder af mennesker til stede. Blandt 
talerne var ældste Marion D. Hanks, assistent 
til De Tolv. Alle talerne mindede de tilstede- 
værende om præsident Pehrsons fine men- 
neskelige egenskaber. 

Han overlevedes af sin hustru Ruth Pehrson og 
syv børn. Søster Pehrson varen trofast hustru, 
som altid stod ved sin mands side. Vi vil alle 
savne denne retskafne mand og mindes de 
mange gode timer, vi har tilbragt sammen. 
Må Gud velsigne søster Pehrson og familien i 
tiden, der kommer. De har forvisningen om, at 
de skal se deres mand og far igen i evigheden. 

Orson B. West 



Mormon dagbog 



De næste fire sandfærdige historier fortælles 
AF R. LANIER OG JoANN M. BRITSCH. 



„Jeg havde en drøm. Du salvede 
mit barn" 



I november 1889 trak ældste Edward J. Wood og hans 
missionspræsident, Joseph H. Dean, sig tilbage til et 
ensomt sted på Samoa, hvor de under et træ bad til Her- 
ren om vejledning. Et barn var sygt, og moderen, der i en 
drøm havde set ældsteme, bad missionærerne komme 
til hendes ø for at helbrede den lille. Alligevel var mis- 
sionærerne tvivlrådige. Der var uro i landet, mormonernes 
stilling var usikker, og ældsterne var bange for, at det 
kunne være en fælde. 

Og så, midt under bønnen, hørte ældste Wood en stemme, 
der forsikrede ham, at de burde tage afsted. Det var det 
svar, som ældsterne behøvede, og de var snart efter på 
vej. Da de ankom, hilste moderen, som havde ventet på 



bredden, dem ærbødigt og gjorde tegn til dem om at følge 
med til hendes ,,falé" (hytte). 

„Jeg er glad for, at De er kommet", sagde hun. ,,Så er 
alt godt. Her er mit barn." 

Hun løftede et hvidt lagen fra barnet, der lå på hyttens 
gulv. Ældsterne forsøgte at forklare hende, at barnet var 
død, men moderen insisterede på, at hun var i live og til- 
føjede: „Gør det, som jeg sidste nat så jer gøre i min 
drøm, så vil hun blive rask. Har I myndighed til at gøre det, 
jeg så jer gøre i min drøm? I salvede det barn med olie; I 
lagde jeres hænder på hendes hoved". 
De kunne ikke længere undslå sig. De havde myndigheden, 
så de salvede barnet, dækkede hende med klædet og gik. 
Ældste Wood hørte ikke mere til barnet eller dets moder, 
før to år senere, da han blev kaldet til at arbejde på en 
anden ø. Til hans store forbavselse blev han budt hjertelig 
velkommen af enj<vinde, som kaldte ham ved navn. Hun 
kaldte en lille pige på omkring ni år til sig, og henvendt 
til skaren omkring sig sagde hun : 



,,De kunne ikke længere undslå sig. De havde myndighe- 
den, så de salvede barnet, dækkede hende med klædet og 
gik." 




10 



„Detteeret levende vidnesbyrd om evangeliets store kraft, 
og den kraft og myndighed, som indehaves af mr. Wood og 
hans kammerater. De salvede dette barn for to år siden. 
Jeg har ikke set dem siden da, men jeg ved, at de har Guds 
kraft hos sig, og I -må allesammen lytte til deres budskab." 
Herren værk skred rask frem, og i løbet af kort tid blev der 
oprettet en gren af kirken dér med et medlemstal på mere 
end hundrede. 

(Taget fra Wood's dagbog, november 1889; en „Båndopta- 
gelse af Edward J. Wood" og Thomas C. Romney, ,,The 
Gospel in Action", Salt Lake City 1949, pp. 262-263.) 



„Hvorfor i alverden indbød du dem?" 



Ældste Mark Haffner og hans kammerat, ældste Dean 
Rasmussen, stod på hjørnet af en gade i Suva på Fiji og 
talte om, hvor de derefter skulle gå hen. De vidste ikke, 
at søster Ami Petero boede lige overfor. Men hun så dem 
stå dér og bad dem komme indenfor. Mens de stod på 
hendes græsplæne og talte med hende, sagde hun: „Vil 
I ikke nok komme ind og give min mand missionærlek- 
tierne? Haner parat nu til at få dem." 
Ældsterne vidste ikke dengang, at lige siden Tony Petero 
havde ægtet Ami, havde hun bedt til, at han en dag ville 
lytte til missionærerne og slutte sig til kirken. De vidste 
heller ikke, at han ikke havde bedt om at høre deres bud- 
skab. Han havde til Ami sagt noget positivt om kirken, og 
det havde givet hende mod til at indbyde ældsterne til 
sit hjem. 

Ældsterne syntes, at lektien den aften i november 1973 
faldt heldigt ud. Tony deltog og stillede endog nogle 
spørgsmål. Han var venlig over for ældsterne og syntes 
interesseret i deres budskab. Da lektien var ovre, indvilge- 
de han i at mødes med dem påny. 

Men da ældsterne var gået den aften, talte han hårdt til 
sin kone. „Ami", sagde han, „hvorfor i alverden indbød 
du missionærerne til at komme? Du ved, at jeg ikke er in- 
teresseret i din kirke." Der var imidlertid truffet en aftale, 
og selvom Tony var imod at fortsætte missionærlek- 
tierne, var han fast besluttet på at optræde høfligt og lod 
ældsterne komme. 

Men da han hørte denne anden lektie om kirkens lære, 
fik han et vidnesbyrd om, at evangeliet var sandt, og der 
gik kun fire uger, før han blev døbt. Hans antagelse af 
evangeliet og hans hurtige fremgang overraskede både 
hans kone og ældsterne. 

Først efter at han var blevet færdig med missionærlek- 
tierne, fortalte han sin kone og ældsterne om en oplevel- 
se, han havde haft forud for den første lektie. Flere uger 
før havde han haft en drøm, hvori han mødtes med to 
unge mænd, som talte til ham om en bog. Da han vågnede, 
havde drømmen ikke nogen klar betydning for ham. Og den 
havde ikke megen indvirkning på ham måske med undta- 
gelse af, at han over for sin kone kom med den positive 



bemærkning, som havde fået hende til at invitere æld- 
sterne. Da ældsterne gav ham den første lektie og forkla- 
rede Mormons Bog for ham, genkendte Tony dem som de 
unge mænd, han havde talt med i drømmen. Selvom Tony 
havde syntes at være imod missionærerne og bebrejdet 
sin kone for at have indbudt dem, havde han, før lektien 
var forbi, vidst, at han ville komme til at høre budskabet 
om det gengivne evangelium. 

Tony blev ikke døbt uden at måtte gennemgå en prøvelse 
af sin karakter. Han holdt af at drikke té og kunne også 
lide alkoholiske drikke. Da det var midt i juletiden med fir- 
mamiddage og meget drikkeri, spekulerede Tony på, om 
det ville være i orden, hvis han gik til et par af disse fester, 
før han lagde sine drikkevaner på hylden og fuldtud be- 
gyndte at efterleve visdomsordet. Men distriktspræsiden- 
ten i Suva aflagde Tony et besøg og forklarede ham, at 
det var bedst at stoppe straks og fuldstændigt. Tony for- 
stod argumentationen og gjorde nøjagtigt som foreslået. 
Før han sluttede sig til kirken var Tony en sorgfri mand 
uden en særlig målsætning i livet. Han havde heller 
ikke ry foratvære hverken alvorligt arbejdende eller særlig 
omhyggelig i den bank, hvor han arbejdede. Men efter at 
han havde lært om livets egentlige mål, besluttede Tony 
sig til at betragte sit arbejde som en vigtig opgave. Han 
fandt også ud af, at hans arbejdsgivere fortjente en bedre 
indsats fra ham. Og på grund af hans nye interesse for 
sit arbejde og hårdere indsats, efter at han havde sluttet 
sig til kirken, blev han forfremmet i banken blot to måneder 
efter sin dåb. 

Ældsterne forklarede Tony betydningen af familien under 
missionærlektierne, og Tony og Ami besluttede sig, endnu 
før han var blevet døbt, til at rejse til templet og blive 
beseglet som familie, så snart det var muligt. De fandt ud 
af, at Fiji. missionen havde planer om at gennemføre sin 
første rejse til New Zealand-templet tidl igt i januar 1 975. 
Det var nødvendigt for dem at ofre en del for at få midler 
til den tur. Tidligt i 1974 flyttede de fra deres hjem og ind 
i et mindre og billigere. De sparede også på andre måder, 
og et år og to uger efter at broder Petero var blevet døbt, 
blev han og hans kone og to børn beseglet som familie for 
tid og evighed. 

Tony er nu medlem af Suva distriktsråd. I sin egenskab af 
leder af Det aronske Præstedømme organiserede han den 
første ungdomskonference i Fiji-missionen. Han arbejder 
nu for kirkens skolesystem som tilsynsførende for Suva 
SDH Tekniske Skole, der nu er ved at blive opført. 



Vi klarede os for 70 cents 
om måneden 

„Vi måtte gøre noget ekstra for at nå vores mål", sagde 
broder Vaha'i Tonga ganske enkelt. Mere end noget andet 
ønskede broder Tonga og hans kone, at de kunne komme 
til New Zealand til indvielseshøjtideligheden, men det var 
ikke let for en hellig i Tonga at opspare penge nok til en 



11 



sådan rejse. Det tog måneder af forberedelse og opsparing, 
men tilsidst var pengene samlet og planerne rede. 
Men Herrens kirke havde andre behov, og missionspræsi- 
denten. Fred Stone, kom til familien Tonga med et ønske. 
„Broder Tonga", sagde præsident Stone. „Jeg vil gerne 
have, at du bringer mig alle de penge, du har sparet sam- 
men for at rejse til templet. Vi skal til at bygge en kirke 
i jeres gren, og hvis du ikke giver pengene, vil byggepro- 
grammet gå jeres gren forbi i denne omgang, og I kommer 
til at vente et par år, før I kan bygge jeres kirke." 
„Det skal jeg nok gøre. Imorgen vil jeg hente pengene", 
svarede Vaha'i Tonga. Men det var svært at opgive drøm- 
men om at se det nye tempel. Han fortalte, at efter præsi- 
dent Stone var gået, „talte min kone og jeg om vor beslut- 
ning. Hun sagde ,Okay, vi vil gøre det, men du ved godt, 
at jeg har fortalt mine veninder og min familie, at vi rejser 
til tempelindvielsen.' Jeg vil aldrig glemme, hvad jeg fik 
tilskyndelse til at sige i det øjeblik. Jeg sagde: ,Lad os 
lukke døren for Satan og holde ham ude. Vi vil gøre, hvad 
Herren siger, vi skal gøre.' 

Onsdag morgen gik jeg over til banken og hævede alle 
pengene. Jeg gav dem til min kone og bad hende give dem 
til præsident Stone. 

Den aften snakkede vi lidt sammen. Jeg sagde: , Elskede, 
Herren har lovet os gennem sine ledere, at hvis vi holder 
hans befalinger, vil han berede en udvej, der vil gøre os i 
stand til at rejse til den indvielse. Vi har køer, grise og 
nogle heste foruden møbler og måtter. Lad os sælge det 
altsammen, så vi kan blive i stand til at modtage indviel- 
sens velsignelser.' 

Vi begyndte at fortælle folk, at vi ønskede at sælge vores 
besætning, men når de kom, sagde de: ,Nej, det er alt for 
mange penge, alt for dyrt for os at købe.' Det var om tors- 
dagen, og fredag gik det ikke bedre. Den næste mandag 
skulle skibet „Tofua" sejle. 

Lørdag morgen kom tre familier, som havde brug for nogle 
køer, svin og andet, og vi fik mellem 500 og 600 dollars 
i løbet af en halv times tid. Jeg sagde til min kone, at nu 
havde vi pengene og ville være i stand til at rejse. 
Jeg tog tidligt mandag morgen over til Nuku'alofa og gav 
præsident Stone pengene. Forbavset spurgte han: ,Hvor 
fik du de penge fra?' 

,Vi solgte noget af vor besætning, for at kunne rejse til 
indvielsen.' 

, Broder Tonga', sagde han, .Herren vil velsigne dig.' 
I templet fik vi mange velsignelser. Vi var det første vidne- 
par og det første par, der blev beseglet i New Zealand 
templet. Jeg ledede Tonga-koret, og præsident McKay 
bad mig lede hele forsamlingen i indvielsesceremoniens 
afslutningssalme. 

Da min kone og jeg blev beseglet til hinanden, var jeg 
meget rørt. Vore børn var ikke med os, og mine øjne fyld- 
tes med tårer. Da vi kom hjem, lovede jeg vore fire børn, 
at hvis de ville hjælpe til, ville vi sammen rejse til templet. 
Jeg tænkte ved mig selv: .Hvordan kan jeg sige, vær en 
god dreng el ler vær en god pige, hvis jeg ikke er beseglet 
til dem i templet?' Jeg havde følelsen af, at de ikke var 
mine. 



I to år gav vi afkald på næsten alting. Jeg delte min løn 
fra skolen op i portioner, én til hver af os, og det sparede 
vi op. Men vi betalte vores tiende og fasteoffer. Tilbage 
blev der 70 cents (ca. 5 kr.) til hver af os hver måned. 
Sådan klarede jeg og min familie os, med 5 kroner hver 
om måneden i to år. Vi levede af, hvad vi kunne dyrke og 
indsamle. Jeg husker, hvordan min kone om morgenen 
tidligt stod op og lavede salat af bananer og kokosnød- 
mælk. Mine børn kunne ikke købe slik eller sko eller gå 
i biografen, for de sparede sammen for at kunne komme 
til templet. 

Foruden mit faste arbejde som lærer ved Liahona høj- 
skolen påtog jeg mig andet tilfældigt arbejde. For at spare 
kørselsudgifter kørte jeg på cyklen til distriktsmøder i 
Nuku'alofa, 11 km borte. Jeg var rådgiver i GUF-missions- 
bestyrelsen og måtte rejse fra gren til gren. Jeg kørte på 

(Forts, på side 21) 




12 




Ringkast 



Hjemmelavet legetøj 



Du får brug for: lommekniv, stærk pind, der er omkring 25 cm lang og et par cm tyk, 
1 meter blødt, svært seglgarn, og 6 ringe, der er store nok til let at kunne glide over pinden. 
1 . Køb ringene i en forretning eller lav dem af ben eller skær dem ud af stilken af tærrede 
græskær. 

Snit den ene ende af pinden, så den bliver glat og tynd, uden at være for spids. 
Bind den ene ende af snoren om pindens håndtag. Hvis den ikke bliver siddende, så 
snit en rille som snoren kan lægges i. Sæt alle ringene, med undtagelse af een, på sno- 
ren og bind den sidste ring til enden af snoren for at forhindre ringene i at glide af. 
Hold pinden i hånden og sving ringene opad, idet du prøver på at fange så mange af 
dem som muligt med den spidse ende af pinden. 



Nøddeskal le-båd 

Du får brug for: Halve valnøddeskaller, 
stearin eller parafin, små lige pinde, papir 
eller blade til sejl, samt en saks. 

1. Bløgør stearinen og press den ned i 
skallen. 

2. Skær papiret til i den ønskede form for 
sejl. 

3. Stik pinden gennem papiret og pres 
pindens spids ned i stearinen. 




Summe-knap 




Du får brug for: Store knapper med mindst 
2 huller og 2 stykker sejlgarn, hver 50 cm 
langt. 

1. Træk de to stykker sejlgarn gennem 
hver sit hul i knappen og slå en knude, 
såenderne bindes sammen. 

2. Stik langefingeren på hver hånd gen- 
nem hver sin løkke og træk summe- 
knappen op ved at dreje knappen, 
indtil snoren er tæt snoet. 

Få knappen til at spinde ved skiftevis at 
sprede og samle hænderne, mens snoren 
stadig holdes nogenlunde stramt. 
Knappen eller træskiven må mindst være 
6-7 cm i diameter. 

13 



HELAMAN 

og de to tusinde 



(Alma 53-56) 



Der havde længe været krig mellem 
nephiterne og lamaniterne. Tilsidt 
vandt general Moroni og hans nephi- 
tiske legioner en vigtig sejr og indtog 
byen Mulek, en af deres fjendes stær- 
keste tilholdssteder. 
Moroni og hans folk brugte de næste 
par måneder til at reparere deres for- 
svarsværker og skaffe mad til deres 
familier. På grund af disse forberedel- 
ser, og fordi nephitemes opmærk- 
somhed var rettet mod andre mål, 
lykkedes det lamaniterne at indtage 
nogle af de nephitiske byer i det syd- 
lige kystland. Og da så nephiterne be- 
gyndte at diskutere og argumentere 
indbyrdes, blev lamaniterne mere fri- 
modige og beredte sig til at angribe 
nephitemes større byer. 
Da de indså deres beskytteres despe- 
rate situation, ønskede ammoniteme 
— dvs. dem, der af ammon var blevet 
omvendt til Herren — at hjælpe deres 
nephitiske venner i kampen mod de 
lamanitiske hære. Profeten Helaman 
var taknemmelig for deres tilbud om at 
kæmpe, men han overtalte dem til at 
holde den ed, som de havde aflagt 
for Herren om aldrig igen at udgyde 
menneskers blod. 

Imidlertid var der mange retskafne og 
modige sønner blandt ammoniteme, 
som ikke var bundet af nogen ed som 
deres fædre: ,,Og de indgik en pagt 



om at ville kæmpe for nephitemes fri- 
hed og forsvare landet, ja, de lovede 
endog, at de aldrig, selv om de måtte 
bøde for det med livet, ville opgive 
deres frihed, men at de i alle tilfælde 
ville kæmpe for at beskytte nephiterne 
og sig selv mod trældom." (Alma 
54:17) 

Foruden at være unge og ivrige efter 
at tjene Herren og folket var disse yng- 
linge ærefulde og „pålidelige i alt, 
hvad der blev dem betroet" (vers 20). 
lait var der 2000 af disse tapre sønner, 
og de bad Helaman lede sig i kamp, 
og det indvilgede han i. Og til trods 
for deres ungdom og uerfarenhed i 
krig, viste ammoniteme sig at være 
gode soldater. Under ledelse af Hela- 
man, som de kaldte ,,far", havde yng- 
lingene held med sig gang efter gang, 
og de viste sig at være en stor hjælp 
for de nephitiske hære, som var blevet 
udmattede af kampen. 
I de slag, som ammoniteme udkæm- 
pede, blev mange af dem såret, men 
ikke én af dem blev nogensinde 
dræbt, skønt ,,de aldrig havde kæm- 
pet, og dog frygtede de ikke døden; 
men de satte højere pris på fædrenes 
frihed end på deres eget liv; ja, det 
var blevet dem fortalt af deres mødre, 
at dersom de ikke tvivlede, ville Gud 
udfri dem" (Alma 56-47). 



14 




m 









-eytusAsi— '* ^^f-T l 1*1' 1 1/ ° i 

I / I il/ 



// i", 
//I'/ 




Pin Ai s 



f Hl l l \fl ! 

1 1 



Fyld 

endnu en kurv 




AFLUCYPARR 



Så snart far og sønnen Saul var færdige med morgenmål- 
tidet, begyndte Rebekka at rydde af bordet. Hvis hun 
skyndte sig, kunne hun måske komme først hen til Han- 
nah's hus. 

„Jeg skal nok hjælpe dig med opvasken, før jeg går," 
sagde mor. 

„Går?" spurgte Rebekka overrasket. „Skal du igen hen til 
mormor?" 

„Nej," sagde mor. „Men jeg må hen til pottemageren 
Eyra. Hans kone har været syg i mange dage, og der er 
meget, der trænger til at gøres. Lad Rakel hjælpe dig med 
at rede sengene. Lille Anna kan du lægge til at sove en- 
gang her i formiddag." 

Rebekka så forskrækket på sin mor. , , Efterlader du de små 
hos mig?" spurgte hun. 

„Javist, min kære, jeg er nødt til det," svarede mor. „Et 
hjem, hvor der er sygdom er ikke et sted at tage børn med 
til. Du skal nok klare dig." 

„Men jeg havde regnet med at skulle hen til Hannah, når 
jeg var færdig med mit arbejde," protesterede Rebekka. 
„Når der opstår et behov," sagde mor blidt, „må man tit 
forandre sine planer. Du kan tage hen til Hannah en an- 
den dag." 

„Er der ikke en anden, der kan hjælpe for en gangs skyld? 
Hvorfor skal det altid være dig?" 

„Andre skal nok hjælpe," sagde mor. „Der bliver brug for 
mange til at hjælpe, før pottemagerens kone bliver rask. 
Og derfor må du tage dig af de små idag. Far og Saul 
kommer ikke hjem til middag, men der skal laves frokost 
til Rakel og lille Anna." 

„Det er ikke retfærdigt," tænkte Rebekka. „ Hvorfor skal 
jeg altid gå glip af det sjove og blive hjemme? Hannah og 
de andre piger er aldrig nødt til at blive hjemme og arbejde. 
Det er bestemt ikke rigtigt!" 

17 



Efter at mor var gået, tvang Rebekka sig til at passe bør- 
nene og huset, men hun var træt og tvær hele dagen. 
Den aften syntes mor imidlertid ikke af lægge mærke til, 
at Rebekka var ude af sin sædvanlige ligevægt, for hun 
sagde til sin datter: „Jeg har lige fået at vide, at om bare 
to dage vil høstfolkene begynde i kornmarkerne vest for 
byen. Mormor vil komme og passe de små, og du og jeg 
skal være med som eftersankere." 

„Som eftersankere?" udbrød Rebekka, som om hun ikke 
kunne tro, hvad hun hørte. „Hustruen til Simon, uldgro- 
sisten, har ikke brug for at samle korn efter høstfolkene 
som en anden tigger!" 

„Så du har prøvet det før?" spurgte Rebekka. 
„Mange gange." Pigen gned sig endnu engang over ryg- 
gen, og så bøjede hun sig ned over arbejdet. „Mændene 
på denne mark er altid gavmilde med at efterlade noget til 
eftersankerne. Det er en stor velsignels." 
Rebekka så hurtigt hen mod den anden pige. ,,En vel- 
signelse at sanke korn?" spurgte hun forbavset. 
Forbavselsen må have vist sig på hendes ansigt, for pigen 
sagde: „For to år siden blev min far stanget af en okse, 
og han kan ikke længere arbejde. Min mor er heller ikke 
stærk længere. Der er tre børn, der er yngre end mig, så 
vi gør hver især, hvad vi kan." 

„Det er første gang, jeg er med til dette her," indrømmede 
Rebekka. „Min mor siger, at jeg må lære. Men jeg er så 
langsom til det." 

„Du skal nok lære det," forsikrede pigen hende. 
„Min mor er derovre," sagde Rebekka, idet hun pegede 
hen over marken. 

Pigen nikkede. „Ja, alle og enhver kender hende. Hun 
kommer på markerne hvert år. Og inde i byen er der mange, 
som hun har hjulpet." 

„Mor siger, at en kvindes hænder er skabt til tjeneste- 
ydelser," sagde Rebekka. 

De to piger arbejdede, lige til mor kom for at sige, at det 
var tid for frokost. 

„Spis sammen med os," sagde Rebekka til sin nye 
veninde. 

„Jeg jeg havde ikke tænkt mig at holde op endnu, 

og min bror " 

Pigen så hen mod den lille dreng, som Rebekka havde 
lagt mærke til tidligere. 

„Også din bror," skyndte Rebekka sig at sige. Hun gæt- 
tede på, at de ikke havde taget mad med at spise. „Vær 
sød at spise hos os." 

Det trætte udseende forsvandt fra den lille drengs ansigt 
ved synet af det overdådige udvalg af mad. Sulten som 
hun var, spiste Rebekka al ligevel mindre, end hun ønskede, 
og gav den ekstra portion til ham. 

Efter at pigen og hendes bror havde genoptaget arbejdet 
med at sanke korn, spurgte Rebekka sin mor: „Hvis jeg 
nu arbejder hårdt hver dag med at sanke, må jeg så godt 
dele det, jeg har sanket, med andre, som trænger?" 
Tårerne trængte sig frem i moderens øjne, og hun lagde 
armen omkring Rebekka og sagde: „Mit barn, du gør mig 
så stolt. Så hurtigt du dog har lært barmhjertighedens 
og kærlighedens væsen." 



„Jeg burde have lært det for længe siden," svarede Re- 
bekka, „når jeg har dig som fbbillede." 
„Måske ikke for sin egen familie," svarede mor stille. 
„Men hendes datter har brug for a lære at udføre sådant 
arbejde." 

Mor lagde en hånd på Rebekkas arm. „Mit barn, en kvinde 
ved aldrig, hvornår der kan komme nød i hendes familie. 
Hun må lære at gøre mange ting — også vanskelige op- 
gaver." 

„En kvindes hænder er skabt til tjenesteydelser," fort- 
satte mor. „Om ikke for sin egen familie, så for andre, 
som har det knapt så godt." 

Endnu engang måtte Rebekka fortælle sine veninder, at 
hun ikke kunne lege, og Hannah var syrlig, da Rebekka 
foreslog, at de også skulle tage med. „Min far beder ikke 
om sådan hjælp fra kvinderne i sit hus," svarede hun hån- 
ligt. 

Skamrødmen bredte sig over Rebekkas kinder. ,, Hvorfor 
kan mor ikke forstå, at hun gør mig latterlig over for mine 
veninder?" tænkte hun indigneret. 

Solen var endnu ikke stået op, da mormor kom for at passe 
de små. Og oprøret lurede stærkt i Rebekkas hjerte, da 
hun gik sammen med sin mor, hver af dem med en kurv i 
hånden, gennem byen og ud til markerne bagved. Nogle 
få andre var allerede ankommet. 

Mor viste Rebekka, hvordan hun skulle finde de aks, der 
var undgået høstfolkenes opmærksomhed, og hvordan 
man kunne brække dem af stilken og derpå lægge dem i 
kurven. Mor standsede endog op for at samle kærner, der 
var faldet af aksene og ned på jorden. 
„Vi må arbejde så hurtigt som muligt," forklarede hun, 
„før fuglene kommer og tager kornet fra os." 
Til at begynde med var det svært for Rebekka at snappe 
aksene af kornet uden at brække for stort et stykke af 
stilken. Men efter et stykke tids forløb blev hun dygtigere. 
Efterhånden begyndte bunden af hendes kurv at fyldes. 
Hendes ryg og arme blev trætte, og Rebekka gjorde en 
pause for at strække sig. Hun så sig omkring på marken 
og opdagede, at flere mennesker var kommet til — kvin- 
der og børn i alle aldre. 

Rebekka var forbløffet over at se, hvem der var der — kvin- 
der så gamle og forkrøblede, at man ikke skulle tro, de 
kunne bevæge sig hen over marken. Men de arbejdede alli- 
gevel. Og der var også børn så små, at de næsten lige 
akkurat have lært at gå. 

Rebekkas hænder arbejdede hurtigere, når hun tænkte 
på disse mennesker, som kom til markerne. „Måske vil 
mor, hvis jeg bliver en god eftersanker, lade mig lægge 
noget af mit korn i den gamle kones kurv, eller i den lille 
drengs taske," tænkte hun i et øjebliks overvældelse af 
medlidenhed. 

Da hun endnu engang standsede op for at hvile sin trætte 
ryg, opdagede Rebekka, at hun befandt sig ganske nær 
ved en pige på omtrent hendes egen alder, og som så op 
og smilede lidt genert. „Det er det værste ved at samle 
korn," sagde hun. „Den trætte og ømme ryg. Men det er 
bliver lettere efter et par dages forløb." 



18 




Lille Pelikan 



AF HELEN HINCKLEY JONES 
illustreret af Tom Pratt 



Da lille Pelikan brød ud af sit æg, var hans 
mor der ikke. Hun havde altid passet sit ene 
æg meget omhyggeligt, men nu var hun 
gået nogle få minutter for at fiske. Som alle 
pelikaner var han født blind, så lille Pelikan 
vidste ikke, at han var alene og ikke havde 
nogle fjer til at dække sin krop med. Men 
han vidste, at han var sulten. 





Pelikanmødre er altid parate til at passe ba- 
by'er, deres egne eller andres. Det varede 
ikke længe, før der kom en mor-pelikan for- 
bi, og hun tilbød lille Pelikan noget meget 
mærkelig suppe. 



Pelikaner er storartede fiskere. De dykker 
lige ned i vandet, næsten uden at vandet be- 
væger sig. De fanger store fisk med deres 
meget lange næb. Sommetider fanger de 
mindre fisk ved at lade vandet strømme gen- 
nem sien i deres pose, som hænger under 
munden, og som rummer to liter. Når fisken 
er slugt, kommer de ind i pelikanens krop, 
i mave nummer ét. Da lille Pelikan ønskede 
noget at spise, kom den delvis fordøjede 
mad op fra den store fulgs krop. Lille Peli- 
kan dyppede sit hoved ned i posen og åd 
alt, havde han kunne. Og lige indtil han blev 
stor, fik lille Pelikan noget at spise hos 
mange forskellige mødre. 




Da han blev otte uger gammel, kunne lille 
Pelikan se og begyndte at udvikle fjer på 
kroppen. Han kunne flyde ligesom kork, og 
han kunne svømme med stærke svømme- 
fødder. Det var tid for ham at lære at flyve 
og fiske. 

Det var også på tide for ham at fange sin 
egen føde og holde sit næb ude af andre 
folks poser. 





'^JU^^AJUl^ 



Pioner-puslespil 




-w~ 



Håndkærre-labyrint 

Kan du finde vej til Salt Lake 

dalen? 



(Forts, fra side 12) 

cykel. De fleste distriktsmøder begyndte kl. 6 om mor- 
genen, så jeg måtte hjemmefra meget tidligt. 
Da fristen for indsendelse af vore penge kom, sagde min 
fem-årige: ,Far, lad mig få lov at tælle mine penge'. Hun 
talte dem og sagde: ,Jeg er færdig, jeg har penge nok til 
at rejse til templet.' De to ældste drenge sagde, at de 
havde omkring 325 dollars. Efter at have sparet op i to år 
havde den lille 65 dollars. Jeg havde opsparet næsten 
1.300 til min familie. 

Gennem ofre var vi i stand til at bringe familien til New 
Zealand for at blive beseglet i templet. Vi måtte gøre 
noget ekstra for at nå vores mål, men det var en stor vel- 
signelseforos." 



Visdomsord-velsignelse 

Da præsident Ernest C. Rossiter og hans hustru sejlede 
ind i Takaroa havn, tre dages sejlads fra Tahiti, lagde de 
med bekymring mærke til, at kokospalmerne var gullige, 
og at bladene hang slapt ned. Næste morgen opdagede 
de, at også de indfødte var stærkt bekymrede over det. 
I et kriseråd kom landsbyboerne til præsident Rossiter 
med deres problem. 

Meget højtideligt kaldte høvdingen ham ved hans indfødte 
navn og sagde: „Ereneta, i mange, mange år har vi prøvet 
på at skaffe penge til at betale vor gæld til de hvide hand- 
lende. Herren har ikke været god mod os. Vore kokospal- 
mer har en sygdom. Bladene visner og nødderne falder af, 
mens de endnu er umodne. De handlende truer med at 
tage plantagerne fra os, medmindre vi betaler, hvad vi skyl- 
der dem. Vi går hvert år håbefulde ind i sæsonen for per- 
lefiskeri, men hvert år kommer vi tilbage i større gæld til 
de handlende end før. Som du kan forstå, er vi i svært be- 
hov for hjælp til at redde vore ejendele." 
Præsident Rossiter var stærkt bekymret og bad om en tre- 
dages periode med faste og bøn for at give ham tid til 
at tænke over problemet med de indfødtes gældsproble- 
mer. Hans undersøgelser bragte ham til en forbløffende 
konklusion : Medlemmerne holdt ikke visdomsordet, og de 
betalte heller ikke tiende og fasteofre. De ærede ikke deres 
præstedømme. 

Om eftermiddagen, den sidste dag af fasten, indkaldte 
præsident Rossiter alle de hellige til møde. Og dér, i øens 
mødehus, kom Herrens kraft over ham, og med stor styrke 
fortalte han om, hvad han havde fundet ud af og kaldte 
folket til omvendelse. Han fortalte dem, at hvis de ville 
ydmyge sig for Herren og holde alle hans befalinger, ville 
han velsigne dem og gengive dem deres plantagers sund- 
hed og lade dem bære frugter i overflod . 
Derpå satte præsident Rossiter sin plan igang forat hjælpe 
folk til at afbetale deres gæld. Han rejste tilbage til Tahiti, 
og efter megen overtalelse blev han i stand til at leje et 
skib og købe forsyninger, der skulle bruges af de indfødte 



under perlefiskeri-sæsonen. Han bragte dette fartøj til 
Takaroa, hvor de indfødte med deres dyr og ejendele bor- 
dede skibet og sej lede det til perlebankerne på en anden ø. 
Der byggede de indfødte, under præsident Rossiter's le- 
delse, nogle huse, sørgede for sanitære foranstaltninger, 
og begyndte det krævende og anstrengende arbejde med 
at dykke efter skaller. Folk var mere flittige og arbejdede 
længere og hårdere ned nogen sinde før, og ved sæsonens 
slutning havde de hentet 75% flere skaller op end nogen 
anden gruppe på øen. Men nogle af aftagerne var jaloux 
over deres samarbejde og succes og slog sig derfor sam- 
men forat holde prisen nede på skallerne. De tilbød præsi- 
dent Rossiter og hans folk en pris på 15 cents pr. pund, 
hvor de plejede at betale 20 cents. 

Men præsident Rossiter stod fast. Han nægtede at sælge 
til den pris og bekendtgjorde, at skallerne ville blive op- 
bevaret til næste år, eller til prisen blev hævet. Det blev 
imidlertid ikke nødvendigt at finde en opbevaringsplads, 
for den største opkøber fortrød og indvilgede ikke blot i at 
betale 30 cents pundet men også at transportere de ind- 
fødte gratis tilbage til deres egen ø. 

Det blev til en indtægt på mere end 50.000 dollars fra 
salget af perleskallerne, og det samme system blev be- 
nyttet de næste to sæsoner. Da var de indfødte helt ude 
af deres gæld. Desuden havde de betalt deres tiende og 
fasteofre og deltaget i deres nadvermøder. 
Da de efter den første sæson nærmede sig deres hjem-ø, 
holdt alle de indfødte udkik efter deres fødelands kyster. 
Da de kom nær nok til tydeligt at kunne se plantagernes 
træer, fyldte taknemmelighedstårer deres øjne. I det klare 
solskin kunne disse trofaste indfødte hellige se, at de før 
så tristudseende grågrønne palmeblade havde forandret 
sig til friske dyb-grønne blade, og der var en overdådighed 
af nødder, flere end de nogensinde før havde oplevet. 
På tre år blev deres gæld betalt, deres plantager var reddet, 
og de hellige var ydmyge og taknemmelige for, at Herren 
havde givet dem disse store velsignelser. Herrens ord var 
blevet opfyldt: „Jeg, Herren, er forpligtet, når I gør, hvad 
jeg siger" (L.&P. 82:10). 

R. Lanier Britsch, professor i historie og asiatiske studier 
ved Brigham Young University, virker som 2. rådgiver i 
Orem Utah Sharons stavspræsidentskab. JoAnn Murphy 
Britsch tjener som 1. rådgiver i Orem 31st wards primary- 
præsidentskab. Parret har fem børn. 



„Forlad landsbyen eller dø !" 



AF JOHN LEWIS LUND 



Hvorfor ærer en søn sin far? Sekeli Sale Manu, den næst- 
yngste i en familie med elleve børn kunne sige, hvorfor 
han gør det, for når han taler om sin far, Sale, er det med 
en ærbødighed, der rører hjertet. 



21 



Da Sekeli var ti år gammel, blev hans far og hele familien 
kaldet som missionærer på Satu Paitea, der kaldes Mo- 
sula, en ø i det vestlige Samoa, hvor de skulle oprette en 
gren af kirken. Mormonerne var hadede og forfulgt dér, og 
ved en bestemt lejlighed angreb en rasende bande, ledet 
af en lokal præst, Manu-familien, mens de var på besøg 
hos en syg. Sekeli kan endnu huske, hvordan han blev 
skubbet omkuld sammen med alle sine søskende, mens 
præsten skubbede Sale op mod et træ med en machete 
mod hans hals, idet han sagde: 
,, Hvorfor stjæler du mine får?" 

,, Fordi du bedrager dette folk, og du ikke ved, hvad der er 
rigtigt", svarede Sale Manu. Truet med at han og hans 
familie allesammen ville blive dræbt, hvis de ikke ville 
afsværge deres tro, svarede Sale Manu: „Jeg vil ikke for- 
nægte, at Joseph Smith varen Guds profet". Truslen blev 
ikke udført, men forfølgelserne vedblev, og tilsidst kom 
der et budskab fra landsbyens overhøvding: ,, Forlad 
landsbyen eller dø". 

Sale Manu padlede sin udrigger-kano to dage og to nætter 
for at besøge præsident John Adams og spørge ham, hvad 
han skulle gøre. Præsident Adams bad Sale om at bede 
om det og forsikrede ham, at Herren ville besvare hans 
bønner. Igen gik der to nætter og to dage på havet for at 
komme tilbage til hjemmet, bede om vejledning, hvorefter 
han samlede sin familie om sig og sagde: „Det er Herrens 
vilje, at vi skal blive her på øen og i denne landsby, og om 
det er nødvendigt, besegle vore vidnesbyrd med vort eget 
blod, for vi ved, at Joseph Smith varen Guds profet." 
Den 24. december 1945 blev deres have ødelagt, deres 
træer fældede, og deres ananasplante revet op. Lands- 
byens overhøvding sagde, at de måtte være ude førdaggry, 
eller de ville blive levende brændt. 

Da julemorgen kom, lå Manu-familien på deres knæ i bøn, 
klædt i deres bedste tøj. Der var ikke nok hvide skjorter 
til drengene, så Sekeli måtte undvære. Da skaren satte ild 
til deres hus, trak familien sig tilbage til det fritliggende 
køkken, og også det blev der sat ild til. 
Et stort bål blev bygget på befaling af overhøvdingen, og 
Manu-familien fik tilbudt en sidste chance til at forlade 
landsbyen. Sale Manu stod fast: „Jeg er her, fordi min 
kirke er sand, og jeg vil aldrig fornægte mit vidnesbyrd. 
Jeg er parat til at dø og besegle mit vidnesbyrd om, at jeg 
ved, mormonkirken er Guds sande kirke". 
Det store bål tvang alle tilbage. Overhøvdingen sagde: 
„Sale Manu, jeg gav dig en chance til at redde dit eget og 
din families liv. Hvad hardu at sige?" 
Sale Manu svarede: „Vi er parate til at dø! Hvad venter I 
på?" 



Overhøvdingen blegnede: „Nu ved jeg, at du er en Guds 
mand, og jeg kan ikke gennemføre dette", sagde han. 
Landsbyens folk gik bort én for én. Det store bål brændte 
ud. Den aften kom politiet og arresterede overhøvdingen, 
ministeren og fyrretyve andre. Senere var dommeren fast 
besluttet på at ville statuere et eksempel. Til Sale Manu 
sagde han: „Hvad end du erklærer måtte være en ret- 
færdig straf for disse mænd, også indbefattet mange års 
fængsel, så vil jeg rette mig efter dig. Der skal være reli- 
giøs frihed på disse øer." 

Men Sale Manu svarede: „Jeg tilgiver dem. Lad dem tage 
hjem til deres familier under den forudsætning, at de lader 
de sidste dages hellige være." 

Dommeren erklærede: „Fra idag af må de sidste dages 
hellige prædike hvor som helst på øen, og hvis de er nok 
til at bygge en kirke, skal de sandelig også have lov til 
det." 

Hundreder af landsbyboere sluttede sig til kirken, og i 
løbet af et par måneder var 900 mennesker fra den landsby 
blevet døbt. Da de spurgte Sale Manu, hvor han syntes, 
de skulle bygge deres kirke, tog han dem hen til resterne 
af det store bål, hvor ilden havde brændt mærke i jorden. 
Idag knejser en flot kirkebygning på dette sted. 
Sale Manu drog fra landsby til landsby lige til sin død for at 
prædike evangeliet. Under sin sidste opgave som grens- 
præsident i Fagomalo, den landsby, hvor han var født, traf 
han en underhøvding, som næsten var ved at slutte sig til 
kirken, men ikke rigtig kunne fatte endelig beslutning. 
Han sagde: „Sale Manu, hvis du forbliver trofast til din 
død, så vil jeg slutte mig til kirken." Før sin død købte Sale 
Manu en grav på sted, der vendte ud mod denne mands 
hoveddør. Det er vel ikke nødvendigt at sige, at efter Sale 
Manu's død sluttede denne underhøvding og hele hans 
familie sig til kirken. Høvdingen blev senere grenspræsi- 
dent. 

Idag er hele Samoa dækket af stave. Det er det første land 
i hele verden, der helt er organiseret i Zions stave. Af alle 
de taler, som Sale Manu holdt, var ingen mere magtfuld 
end de ni ord, han sagde til sin søn Sekeli, lige før han 
døde: „Sekeli", sagde han, „bliv du den slags far, som jeg 
var!" 
Er det noget under, at Sekeli Sale Manu ærer sin far? 

Dr. John Lewis Lund er leder af seminarer og institutter 
i Olympia Washington stavs-område. Han virker som 
biskop for Olympia tredie ward. Før sin kaldelse til biskop, 
virkede han som stavs-missionspræsident med Sekeli Sale 
Manu som sin 1. rådgiver. 



En inspirerende tanke 

Hugh B. Brown 



,,At være absolut klar over den ubegrænsede tid, den uhæmmede 
frihed og muligheden af aldrig ophørende fremgang og udvikling under- 
streger vort ansvar som vor skæbnes bygmester. Med denne bevidsthed 
kommer deret ønske om at tilpasse vor opførsel og opnå harmoni med den 

evige lov. Til dette formål har vi bestandig brug for vejledning, for at 
vi ikke uafvidende vælger den gale kurs og må finde os i kostbar udsættelse 

eller vedvarende ulykke. " 



22 



Enighed 
om pengene 



ÆLDSTE MARVIN J. ASHTON 
af De tolv Apostles Råd 



Fra en tale holdt ved velfærdstjeneste-mødet, den 5. april 
1975 




Hvis vi skal leve i velstand og lykke i vore dages verden, 
er ordentlig styring af vores økonomi nødvendig. Jeg 
mener, at de idéer, jeg her skal fremsætte, vil hjælpe 
enhver af os til at opnå forbedret personlig og familiemæs- 
sig økonomisk styring. 

1 . Lær på et tidligt tidspunkt familiens medlemmer betyd- 
ningen af at arbejde og indtjene. ,,l dit ansigts sved skal 
du spise dit brød" (1 . Mosebog 3:19) er ikke et forældet 
råd. Det er grundlaget for personligt velfærd. 
En af de største velgerninger forældre kan yde deres 
børn, er at lære dem at arbejde. Meget er blevet sagt i 
årenes løb om børn og lommepenge. Meninger og råd 
herom er meget forskellige. Jeg tror, at børn bør tjene 
deres penge ved udførelse af passende opgaver. Jeg 
mener, det er til skade for et barn at vokse op i et hjem, 
hvor det kan få den opfattelse, at der findes et familie- 
pengetræ, der automatisk lader penge falde, som om det 
var blade, én gang om ugen eller én gang om måneden. 



2. Lær børnene at træffe økonomiske beslutninger. Lær 
dem det på et grundlag af argumentation, som de forstår. 
,,Spar penge op" er en meningsløs sætning fra forældre til 
børn. Men ,,Spar penge op, så du kan tage på mission", 
eller til en cykel, et sæt tøj eller til brudeudstyr. Det er 
noget, der kan forståes. 

Familiesammenhold kommer gennem opsparing i fælles- 
skab og med et formål, man er enig om. I vort hjem styrke- 
de vi sammenholdet ved at lade et barn spare op til et 
større projekt. Når så det bestemte beløb var nået, skød vi 
som forældre en vis, forudbestemt procentdel til, på sam- 
me måde som kirken gør over for ward og grene i bygge- 
sager. 

3. Lær familiens medlemmer hver især at bidrage til hele 
familiens velfærd. Tilskynd til opsparingsprojekter, som 
børnene forstår, og som bidrager til gennemførelse af et 
mål, der er fælles for hele familien. Nogle familier går 
glip af en vidunderlig økonomisk og åndelig oplevelse, 



23 



når de undlader at sætte sig sammen, helst ved en fami- 
liehjemmeaften og hver erlægge sin del af et månedligt 
beløb, der skal bruges til den søn eller datter, broder eller 
søster, som gør tjeneste i missionsmarken. Når alle er in- 
volveret i denne månedlige aktivitet, bliver det familiemed- 
lem, som tjener, til „vores missionær" og stoltheden over 
ham deles af alle medlemmer af familien. 

4. Lær børnene, at det at betale økonomiske forpligtelser 
til tiden, er en del af retskaffenhed og ærlighed. At betale 
tiende til Ham, som ikke kommer hver måned for at kon- 
trollere os, lærer os at blive mere ærlige over for dem, som 
fysisk set er os nærmere. 

5. Lær at styre penge, før de styrer jer. En kommende brud 
gør klogt i at spørge sig selv: „Har min forlovede forstand 
på økonomi?" „Vil han være i stand til at holde sig gæld- 
fri?" Det er vigtigere spørgsmål end „Kan han tjene en 
masse penge?" En ny indstilling og et nyt forhold til pen- 
gesager bør udvikles hos alle ægtepar. For partnerskabet 
bør jo være fuldstændigt og evigtvarende. 

6. Lær selvdisciplin og selvbeherskelse i pengesager. 
Sådanne egenskaber er vigtigere end optræning i bog- 
føring. Ægtepar viser ægte modenhed, når de føler, at 
deres partnere og deres børn er vigtigere end deres egen 
købelyst. 

Evnen til at styre sine pengesager bør læres i fællesskab 
i en ånd af samarbejde og kærlighed og som en vedvarende 
proces. Til den ægtemand, som siger til sin kone, at hun 
er den dårligste økonom i verden, vil jeg sige: „se dig i 
spejlet, og du vil træffe verdens dårligste lærer". 

7. Kør efter et budget. Undgå at betale renter undtagen 
for hus, uddannelse og andre vigtige investeringer. Køb 
hårde hvidevarer, møbler og køretøjer kontant. Undgå at 
købe på kredit eller afbetaling og vær forsigtig med at 
oprette konto. Sådanne konti kan gøre det lettere for os, 
men bør ikke benyttes uforsigtigt eller uansvarligt. Køb 
brugte ting, indtil I har opsparet tilstrækkeligt til at købe 
gode, nye varer kontant. Opspar og investér en forudbe- 




stemt procentdel af jeres indkomst. Lær princippet om 
lydighed ved at betale jeres bidrag til kirken og ved at 
betale jeres økonomiske forpligtelser til tiden. 
Lyt venligst omhyggeligt til dette — og hvis det får nogle 
af jertil at føle jer dårligt tilpas, så er det med vilje: Sidste 
dages hellige, som ignorerer eller undgår deres kreditorer, 
fortjener at føle det indre ubehag, som en sådan opførsel 
giver, og de lever ikke, som sidste dages hellige burde 
gøre. 

8. Gør uddannelse til noget stedsevarende. Fuldfør så 
megen heltids-uddannelse som muligt. Penge, der bruges 
til oplæring, er brugt på en klog måde. Benyt aftenskoler 
og korrespondancekurser, hvor sådanne findes, til at ud- 
danne jer. Opnå en eller anden færdighed eller evne, som 
kan bruges til at undgå langvarig arbejdsløshed. I denne 
tid, hvor der findes megen arbejdsløshed overalt i verden, 
bør vi ikke tillade os at sidde med hænderne i skødet, 
når vi er arbejdsløse, og vente på „arbejde i vores fag", 
hvis andet ærligt, midlertidigt arbejde erat få. 

9. Planlæg og arbejd henimod at få jeres eget hus. Det 
gør det ud for en investering, ikke en udgift. Køb den 
slags hus, som jeres indtægt kan klare. Foretag bestan- 
digt forbedringer på det hus, så længe I bor deri. Når I så 
sælger det, kan I bruge kapitalforbedringen til at få et be- 
dre hus. 

10. Sørg for være fornuftigt forsikret. Det er af yderste 
vigtighed at have tilstrækkelig ulykkes-, brand-, ansvars- 
og livsforsikring. 

11 . Stræb efter at forstå og tage forholdsregler mod den 
aktuelle inflation. Erkend penges virkelige værdi. Selvom 
man idag tjener flere penge, så er pengene mindre værd. 
Derfor har de fleste lønmodtagere idag mindre købekraft, 
end de havde 1973. I en vis udstrækning ser det ud til, at 
inflationen vil vare ved i lang tid. Erkend, at I lever i en ny 
tid med højere priser og mindre rigelige energikilder. 

1 2. Sørg for at arrangere et passende beredskabs-program , 
hvor det er tilladt. Indsaml og opbevar jeres beredskabsla- 
ger på en systematisk og ordentlig måde. Undgå at sætte 
jer i gæld med dette formål. Vær forsigtig med kommerciel 
udnyttelse af situationen. 

Disse få punkter og forslag gør det ikke ud for at være 
altomfattende eller udtømmende. Snarere er de forhåbent- 
lig blevet opfattet som incitament til videre overvejelse. 
Det er nødvendigt at erkende og være klar over disse 
grundregler, hvis vi ønskerat få orden i vores økonomi. 
Må Gud hjælpe os til at forstå, at styring af vore pengesa- 
ger er en vigtig del af god personlig velfærd. At lære at 
leve i overensstemmelse med vore indtjeningsmuligheder 
er en vedvarende proces. Vi må bestandigt arbejde heni- 
mod at holde os fri for økonomiske problemer. 
Penge bør i sidste dages helliges tilværelse bruges som et 
middel til at opnå evigtvarende lykke. Ufornuftigt og sel- 
visk brug af penge bringer os i økonomisk slaveri. Vi har 
ikke råd til at negligere personlig og familiemæssig in- 
volvering i vor økonomi. Gud vil „åbne himlens sluser" 
(Mal. 3: 10) for os i disse forhold, hvis vi bare vil leve nær 
til ham og holde hans befalinger. Om denne sandhed 
bærer jeg mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen. 



24 



Område-konference i Sydhavet 



Da medlemmerne af Kirken i Sydhavet 
mødtes med præsident Spencer W. 
Kimball og andre generalautoriteter 
under områdekonferencer på Samoa, 
New Zealand, Fijiøerne, Tongaøerne, 
Tahiti og i Melbourne, Sydney og Bris- 
bane, Australien, blev deres liv beriget 
i 16 dage i februar og marts. 
Præsident Kimballs ledsagere var føl- 
gende: 

Præsident N. Eldon Tanner, første råd- 
giver i Det øverste Præsidentskab; 
ældste Bruce R. McConkie og ældste 
David B. Haight fra De tolvs Råd; 
ældste Marion D. Hanks; ældste Wil- 
liam H. Bennett, ældste Robert L. 
Simpson og ældste Robert D. Hales, 
assistenter for De tolvs Råd; biskop 
Victo L Brown, Kirkens præsiderende 
biskop; samt ældste Loren C. Dunn 
fra De halvfjerds' øverste Råd. 
Rækken af konferencer begyndte søn- 
dag den 15. februar i Pago Pago, ame- 
rikansk Samoa. Her samledes mere 
end 1000 medlemmer til et specielt 
konferencemøde for dem, som var ude 
af stand til at overvære møderne i Pe- 
sega, Upolu, Vest-Samoa. 
Den følgende dag begyndte konferen- 
cerne på Vest-Samoa. De hellige hav- 






de her fastet og bedt om godt vejr, og 
de blev belønnet, da himlen begyndte 
at klare op på konferencedagen efter 
en uge med blæst og voldsomt sky- 
brugd. 

Da præsident Kimball og hans følge 
ankom til Pesega, hilste de på Vest- 
Samoas stats overhoved og premier- 
ministeren og på de lokale ledere af 
de andre større kirker på Samoa. For 
at ære præsident Kimball blev der fo- 
ran en folkemængde på mere end 
5.000 mennesker, både medlemmer og 
ikke-medlemmer, afholdt en kongelig 
kava-ceremoni.* Den kongelige kava- 
ceremoni er den største hædersbevis- 
ning, som kan vises en besøgende 
æresgæst på Samoa. 
Efter ceremonien fulgte en fest med 
overrækkelse af gaver. Og dagen end- 
te med et kulturelt program, hvor de 
hellige fra de forskellige stave optråd- 
te med underholdning.. 
Under de forskellige konferencemøder 
udtrykte generalautoriteterne deres 
glæde over at se, at mere end 80 % 
af de 130 missionærer på Samoa var 
samoanere. Præsident Kimball under- 
stregede betydningen af at gøre ge- 
nealogisk arbejde og missionærarbej- 




25 



de som indledende skridt til at få byg- 
get et lokalt tempel. Han gentog også 
præsident Joseph F. Smiths udtalelser 
om, at polynesierne er efterkommere 
af nephitten Hagoth. Og han bad ind- 
trængende hver missionær om at spil- 
le en vigtig rolle i Israels indsamling. 
Senere under konferencen lykønskede 
præsident Kimball de samoanske hel- 
lige med det høje procenttal (70 %) 
tempelægteskaber, som var blevet 
indgået, men understrengede, at det 
var nødvendigt rent lokalt at gøre mere 
arbejde. „Der burde komme et opsving 
i det åndelige liv overalt i Kirken på 
Samoa efter denne konference, ellers 
føler vi, at vort besøg her måske har 
været til ingen nytte", sagde han. 
Fra Samoa rejste profeten og de andre 
generalautoriteter til Auckland, New 
Zealand. Der var præsident Kimball 
vært ved en frokost, som blev overvæ- 
ret af New Zealand's premierminister. 
Gruppen tog herefter til Hamilton, hvor 
konferencen skulle afholdes. 
Medens præsident Kimball og søster 
Kimball hvilede sig på grund af en 
mild virus-infektion, overværede præ- 
sident Tanner og de andre en traditio- 
nel maori-velkomstceremoni: En tradi- 
tionel udfordring blev givet af en en- 
kelt kriger, som lagde grønsten foran 
præsident Tanner. Herefter fulgte vel- 
komsten. 



Samme aften optrådte 3.000 entertai- 
ners med et program, der viste maori- 
polynesisk kultur. Lørdag og søndag 
fulgte regelmæssige konferencemø- 
der. 

Skønt New Zealand havde haft sin vå- 
deste sommer i 46 år, var vejret under 
konferencen solrigt. Dette var en vel- 
signelse, fordi de almindelige møder 
blev holdt udendørs på Kirkens univer- 
sitets ovale stadion. Ca. 16.000 over- 
værede konferencen. 
Det næste sted, hvor man gjorde holdt 
under de travle konferencer, var Suva, 
Fijiøerne, hvor 800 medlemmer over- 
værede konferencen. Nogle af dem 
kom så langt borte fra som fra Ny 
Kaledonien, en sø- og landrejse på 
1181 km. 

Mandag den 23. februar overværede 
brødrene i løbet af 6 timer en presse- 
konference, en reception med stående 
souper, et kulturelt program og et al- 
mindeligt konferencemode. Derefter 
overnattede de, før de fløj videre til 
Tongaøerne den næste dag. 
Skønt den tid, brødrene tilbragte på 
Fijiøerne, syntes kort, vil ånden på 
konferencen længe forblive hos de hel- 
lige derovre. 

En af dem gav udtryk for følelserne 
hos mange: „Dette har styrket mit vid- 
nesbyrd. Nu føler jeg, at jeg bliver 









nødt til at gøre mere for Herren ved 
helt at efterleve evangeliet." 
På Tongaøerne fik brødrene ligesom 
andre steder en begejstret velkomst 
af medlemmerne. I lufthavnen blev de 
mødt af et orkester og mere end 200 
dansere. Derefter fulgte på missions- 
hjemmet den traditionelle overræk- 
ning af kava og af en meget stor gris. 
Præsident Kimball, præsident Tanner, 
ældste Simpson og David Kennedy var 
også i audiens hos Hans kongelige 
Højhed prins Fataehi Tu'ipelehake, 
premierminister og prinsregent. (Kong 
Taufa'ahau Tupou IV og andre med- 
lemmer af hans familie var reijst uden- 
lands på dette tidspunkt). 
Senere på dagen var præsident Kimball 
og de andre deltagere i konferencen 
gæster ved et stort gæstebud i Ton- 
gaøernes stil, et gæstebud, hvor der 
var mere end 180 stegte pattegrise. Så 
begyndte kulturprogrammet, hvor me- 
re end 1000 dansere optrådte. Skønt 
der dagen før konferencen havde væ- 
ret en nedbør på 30 cm, og fodbold- 
banen, hvor de optrådte, var meget 
pløret, optrådte danserne med stor be- 
gejstring. 

Under konferencen hørte de hellige 
mange inspirerede budskaber fra ge- 
neralautoriteterne og fra lokale præ- 
stedømmeledere. Præsident Kimball 




bad indtrængende beboerne på Ton- 
gaøerne om at blive der, om at få Zion 
til at blomstre der. „Tongaøerne er 
Zion", sagde han. Præsident Kimball 
roste også de hellige for det antal mis- 
sionærer, de havde og opfordrede 
dem til at gøre sig endnu større an- 
strengelser. 

Fra Tongaøerne tog deltagerne i kon- 
ferencen til Australien, hvor der blev 
afholdt konferencer i Sydney, Brisbane 
og Melbourne. I Sydney blev møderne 
afholdt i det smukke Sydney Opera- 
hus, der ikke ligger så langt fra det 
sted, hvor de første mormonmissionæ- 
rer kom ind i Australien i 1851. 

Den første time af mødet søndag mor- 
gen i Sydney blev transmitteret over lo 
fjernsynsstationer til alle staterne i 
Australien. Her talte præsident Kimball 
om en profets egenskaber: „For at væ- 
re en Herrens profet, behøver man ik- 
ke at blive accepteret af alle menne- 
sker. En profet behøver hverken at væ- 
re ungdommelig og atletisk eller at 
være industri- eller finansmand . . . Her- 
ren kan fremføre sine guddommelige 
budskaber gennem svage mænd, som 
han har gjort stærke. Han gav Moses 
en stærk stemme i stedet for den roli- 
ge og frygtsomme stemme, han oprin- 
deligt havde, og han gav den unge 



.*MM<Vt»>flP'> * W *T 



\if f T*^ 6 * 1 ^ m ^ i t 



... 

■i -I 









<* ^ 












■jPf 



jtåtp Z 




^* ; * jøj * : i,m ^ 



Enoch en magt, som fik folk til at skæ- 
lve i hans nærvær, for Enoch vandrede 
med Gud . . ." 

„Hvad verden behøver, er en profet - 
en mand, som er ren, fuld af tro, gud- 
dommelig i sine væsentigste egenska- 
ber og med et uplettet navn, en elsket 
ægtemand og en sand fader." 
Som forberedelse til fjernsynsudsen- 
delsen søndag morgen uddelte med- 
lemmer og missionærer over 100.000 
opfordringer til at se fjernsynsudsen- 




delsen til venner og naboer. Efter at 
udsendelsen var forbi, skrev hundre- 
der af mennesker breve om den. „Det 
var een af mine dejligste oplevelser," 
sagde en seer. 

En anden skrev: „Mit hjerte er fuldt af 
kærlighed til Gud og min næste, efter 
at jeg har set Deres inspirerede fjern- 
synsudsendelse." 

Under mødet søndag morgen kom en 
gammel dame ind i salen, hvor konfe- 
rencen var ved at blive optaget af 
fjernsynet til dem, som ikke kunne få 
pladser i Operahuset. Hun spurgte, om 
hun måtte blive, og en kontrollør an- 
viste hende en plads. Efter mødet sag- 
de hun til kontrolløren: „Unge mand, 
jeg har glædet mig til dette i 81 år." Så 
bad hun om adressen på et mødested 
nærved sit hjem. 

Det sidste sted på turen var Tahiti, 
hvor konferencemøderne blev afholdt 
om mandagen; den 1. marts og om 
tirsdagen den 2. marts. Her mødtes 
brødrene igen efter at have fulgt hver 
sin planlagte rejserute i Australien. 






28 






På Tahiti gav medlemmerne ligesom 
de andre steder, hvor der var afholdt 
konferencer, hele tiden udtryk for de- 
res kærlighed til præsident Kimball. 
De kom med gaver, dansede og sang 
deres velkomst. 

Deres kærlighed blev gengældt af pro- 
feten. Og på Tahiti som de andre ste- 
der gentog han ordene: „Vi elsker jer." 
Og i denne kærlighedens ånd rådgav 
han medlemmerne. 

„Evangeliet tilhører alle mennesker", 
sagde præsident Kimball. „Fortahitia- 
nerne er disse smukke øer Zion. De 
helliges indsamling er en opgave for 
dig og mig. Vi ma skynde os meget for 
at give vor næste kendskab til evange- 
liets sande værdier. Glem ikke denne 
vigtige opgave." 

„Gud velsigne jer i fuldt mål med sin 
ånd, på samme måde som I opdrager 
hvert lille barn til at blive som sin him- 
melske Fader." 

Medlemmerne på Tahiti var ikke de 
eneste, som hørte brødrenes budska- 
ber. En tirsdag morgen havde præsi- 
dent Kimball og andre besøgt den nye 
guvernør på Tahiti, Charles Schmitt. 
Om eftermiddagen ordnede guvernør 
Schmitt det således, at han kunne 
overvære det sidste møde på konfe- 
rencen. Der hørte han ældste McCon- 
kie sige: „Vi har det største budskab 
gennem tiderne", og herefter forklare- 
de han enkelt og med vægt indgående 
om Jesu Kristi evangeliums genopret- 
telse. 

Ved konferencens slutning gav præsi- 
dent Kimball de hellige følgende på- 
mindelse: „Det er alvor med dette. De 
ting, I har hørt, er vigtige for jer. An- 
vend dem i jeres liv." 
„Vi er bedrøvede over, at konferencen 
er ved afslutte." 

Brødrene stod op, medens farvelsan- 
gen udtrykte de tahitianske helliges 
følelser. Det var de samme følelser, 
som de havde oplevet på de tidligere 
konferencemøder. 

Præsident Kimball vinkede til folk, Han 
betragtede ansigterne på de sangere, 
som stod nær ved, han så deres læber 
bevæge sig og deres øjne blive våde 
af tårer. 

Han banede sig vej henimod mæng- 
den for at være nær ved de men- 
nesker, han elskede så højt. 

29 



Et budskab fra 
vore ledere 



ROGER L.HANSEN 




„Thi hvis to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg 
midt iblandt dem," (Matt. 18:20) Med disse få ord giver Her- 
ren os et stort løfte og en stor sandhed. Vi vokser i vidnes- 
byrd og tro når vi mødes — for da er det, at vi i rigest mål 
nyder Herrens ånd. 

Hvor er det dog så vidunderligt at vide, at vi ved område- 
konferencen i København vil føle denne styrke og ånd hos 
vore brødre og søstre i evangeliet fra hele Skandinavien. 
Vi kan gøre denne konference til en uforglemmelig oplevel- 
se i vort liv ved at komme til den med Herrens ånd i vort 
hjerte. Vi kan følge Frelserens eksempel ved at dele evan- 
geliet og dets skønhed med vore venner og naboer — og 
bede dem om at følge med os og føle den særlige ånd, som 
vil være tilstede. Vi kan selv komme med et modtageligt 
sind og hjerte for at få råd og vejledning af profeten og an- 
dre af Herrens kaldede tjenere. 

Jesu Kristi kirke er en kirke for hele verden. Den er det mid- 
del, gennem hvilket hele menenskeheden kan få glæde og 
lykke - og tilsidst frelse i Guds rige. Det er Guds gave til os 
gennem Jesu Kristi sonoffer. 

Evangeliet er en dyrebar gave. Som det er med enhver 
gave, kan det kun nydes fuldt ud, når det deles med andre. 
Så vil både giveren og modtageren glæde sig sammen. Det 
er derfor en gave, vi skal dele med hele verden. 
En Guds profet vil være med os for at dele sit vidnesbyrd 
med os og give os sin velsignelse. Hvilket privilegium vil 
det ikke være at have Herrens egen talsmand iblandt os. 
Hvor vidunderligt er det ikke at vide, at denne profets ånd 
kan røre hjertet hos en ærlig sjæl, som søger efter sand- 
heden, og således lede den sjæl til kundskab om sand- 
heden. 

Vi kan alle øve den samme indflydelse ved at efterleve 
budene og gøre vort liv til et eksempel på Jesu Kristi sande 
evangelium. Andre kan ledes til omvendelse ved at følge os 
- og vi kan dele den lykke, som Herren udtrykker, når han 
siger: „Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der 
omvender sig! (Lære og Pagter 18:13) 
Må ånden ved denne særlige konference være med os alle 
og trænge dybt ind i vor sjæl. Og må vi beholde denne ånd, 
når vi fortsætter med det arbejde, det er at opbygge Guds 
rige. 

Roger L. Hansen 

Missionspræsident 

Den danske Mission 




Udnævnelsen af 4 nye 
generalautoriteter bekendt- 
gjort 

Udnævnelsen af 4 nye medlemmer af 
de halvfjerds' første kvorum i Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 
blev bekendtgjort den 3. april under 
det andet almindelige møde i den 
146. årlige generalkonference. 
De 4 mænd, som vil give al deres tid 
til Kirkens voksende, verdensomfat- 
tende missionæraktiviteter, er: 
Jacob deJager, 53 år, fra Nijmegen, 
Holland, den første mand i sit land, 
som bliver en af Kirkens general- 
autoriteter. Han har arbejdet som re- 
gionalrepræsentant for De tolvs Råd 
siden 1972. 

M. Russell Ballard, junior, 47 år, fra 
Salt Lake City. Han arbejder nu som 
præsident for Kirkens Canada-mis- 
sion i Toronto. 

John H. Groberg, 41 år, fra Idaho 
Falls, Idaho, også regionalrepræsen- 
tant for De tolv. 

Carlos E. Asay, 49 år, fra Provo, Utah, 
regionalrepræsentant for De tolv og 
assistent for Det præsiderende Bi- 
skopråd i Kirken. 

Præsident Kimball havde i oktober 
bekendtgjort, at de halvfjerds' første 
kvorum gradvis skulle organiseres, 
således at der blev 70 medlemmer 
til at assistere med at ordne Kirkens 
verdensomspændende anliggender, 
særligt indenfor missionsområdet. På 
dette tidspunkt bekendtgjorde han 
udnævnelsen af 3 medlemmer af kvo- 
rummet, Charles A. Didier fra Frank- 



30 



furt, Tyskland, indfødt belgier; Wil- 
liam Rawsel Bradford, præsident for 
Chiles Santiago-mission; og dr. Geor- 
ge Patrick Lee, en navahoindianer, 
som er præsident for Arizonas Hol- 
brook-mission. 

De 7 medlemmer af De halvfjerds' 
første Råd er ledere af kvorummet. 
En af de vigtigste opgaver for de 
halvfjerds' første Råd er at gøre mis- 
sionærarbejdet mere effektivt i stave 
og missioner indenfor Kirken. Yder- 
mere skal medlemmerne af kvorum- 
met udføre andre pligter som gene- 
ralautoriteter under Det øverste Præ- 
sidentskabs og De tolv Apostles Råds 
ledelse. 

Jacob deJager blev født den 16. ja- 
nuar 1923 i Haag, Holland, hvor han 
tog en handelsskoleuddannelse og 
lærte sprog. For at undgå slavear- 
bejde i Tyskland under den tyske be- 
sættelse af Holland i 2. Verdenskrig 
holdt han sig skjult i 2 år og brugte 
her meget af sin tid til at studere 
sprog og taler nu flydende fransk, 
tysk, engelsk og spansk foruden sit 
modersmål hollandsk. 
Han gjorde tjeneste som tolk hos den 
canadiske hær i Europa. Senere blev 
han ansat i Hollandsk Ostindien (nu 
Indonesien) som velfærdsofficer ved 
de hollandske ekspeditionsstyrker og 
blev her tildelt den kongelige „me- 
dalje for fred og orden". 
Medens han opholdt sig i Djakarta, 
Indonesien, giftede han sig i 1954 
med Bea Lim, og de er nu forældre 
til en søn, Robert Michale, og en 
datter, Audrey Inez. 
Da han vendte tilbage til Holland i 



1950, blev han ansat hos Philips og 
blev forflyttet til Indonesien. Senere 
blev han forflyttet til Toronto, Mexico 
City og Istanbul, før han vendte til- 
bage til Holland, hvor han nu er vice- 
præsident for salgsafdelingen i en 
stor lampefabrik hos Philips. 
Af stillinger i Kirken har han haft føl- 
gende: Rådgiver i ældsternes kvo- 
rumspræsidentskab i Toronto, søn- 
dagsskoleforstander i Mexiko City, 
grenspræsident i Nijmegen og råd- 
giver i Den hollandske Missions præ- 
sidentskab. 

Melvin Russell Ballard junior blev 
født den 8. oktober 1928 i Salt Lake 
City. 

Mrs. Ballards pigenavn er Barbara 
Bowen, og hun er fra Salt Lake City. 
De er forældre til 7 børn: Clark Rus- 
sell, Stacey, Brynn, Holly, Meleea, 
Tamara og Craig. 

Ældste Ballard har arbejdet som 
præsident for Kirkens Canada-mis- 
sion i Toronto siden 1974. 
Han har stor erfaring i Kirkens akti- 
viteter, herunder 2 års tjeneste som 
missionær i Den britiske Mission, 
hvor han arbejdede som rådgiver for 
missionspræsidenten. 
Ældste Ballard har yderligere været 
biskop, både i Holladay's 12. ward og 
Monument Parks 13. ward. Endvide- 
re har han virket i høj rådet i Mount 
Olympus stav og i Monument Park 
stav og som vejleder for præsternes 
kvorum. 

John H. Groberg blev født den 17. 
juni 1934 i Idaho Falls, Idaho. 
Hans hustrus pigenavn er Jean Sa- 
bin, og de er forældre til 8 børn: 



Nancy Jean, Elizabeth, Marilyn, Jane, 
Gayle, John Enoch, Susan og Tho- 
mas Sabin. 

Ældste Groberg blev kaldet som re- 
gionalrepræsentant for De tolvs Råd 
i 1969, kort tid efter at han vendte til- 
bage fra Tongaøerne, hvor han var 
præsident for Tongaøernes mission. 
Tidligere havde han arbejdet 5 år 
som biskop i Idaho Falls' 26. ward 
og i forskellige ledende stillinger el- 
ler lærerembeder i Kirkens hjælpeor- 
ganisationer og som stavsmissionær 
og fuldtidsmissionær. 
Carlos Egan Asay blev født den 12. 
juni 1926 i Sutherland, Millard Coun- 
ty, Utah. 

Mrs. Asay's pigenavn er Colleen 
Webb, og hun er fra Monroe, Utah. 
De er forældre til 7 børn: Marcianne, 
James, Marcus, Brent, Clair, Timothy 
og Carleen. 

Ældste Asay arbejdede som præsi- 
dent for Texas' nordlige mission i tre 
år, fra 1970 til 1973. Tidligere havde 
han været medlem af søndagssko- 
lens hovedbestyrelse, biskop i fem år 
i South Cottonwood's sjette ward og 
medlem af højrådet i South Cotton- 
wood stav og i Long Beach stav. 
Kort efter at han vendte tilbage fra 
Texas, blev han kaldet til regionalre- 
præsentant for De tolvs Råd. 
Han var professor i pædagogik ved 
Brigham Young Universitetet og as- 
sisterende dekan ved Hawaiis Brig- 
ham Young Universitet, før han kom 
til at arbejde som en af de ledende 
på kontoret hos Det præsiderende 
Biskopråd. 




Jacob de Jager 



M. Russell Ballard, Jr. 



John H. Groberg 



Carlos E. Asay 



31 



Hvem taber? 

Den retning, i hvilken vi bevæger os, 
er af større betydning, end stilling og 
hvor vi er 

ÆLDSTE MARVIN J. ASHTON 
Fra De tolvs Råd 

Formiddagsmødet, lørdag den 5. ok- 
tober 1974, ved den 144. halvårlige 
generalkonference. 

En lun aften sidste sommer var søster 
Ashton og jeg ude af se en professio- 
nal baseballkamp. Da der var blevet 
spillet lidt, blev vor opmærksomhed 
afledt fra spillet af en tilskuer, der 
kom for sent. Idet han gik forbi, fik 
han øje på mig og spurgte: „Hvem 
taber?" Jeg svarede med et: „Ingen af 
parterne." Jeg lagde mærke til, at han 
kastede et blik på pointtavlen, da jeg 
havde svaret. Der så han, at det ikke 
stod lige, og så gik han videre, idet 
han uden tvivl undrede sig over, at jeg 
kunne finde på at sige sådan noget. 
Et øjeblik efter, at han havde banet sig 
vej til en plads ovre på den anden side, 
sagde min hustru: „Han kender dig 
ikke ret godt, gør han vel?" 
„Hvad får dig til at sige det?" spurgte 
jeg. Hun svarede med ordene: „Hvis 
han virkelig kendte dig, så ville han 
vide, at du ikke mener, at der er 
nogen, der taber. Nogle er foran, og 
nogle er bagud, men der er ikke no- 
gen, der taber. Er det ikke sådan?" 
Jeg smilede bekræftende til hende 
med en varm følelse i hjertet. 
Vi ville alle, gamle som unge, gøre 
klogt i at forstå, at vor indstilling er 
vigtigere, end hvormange pointsvi hid- 
til har scoret. Vore ønsker har større 
betydning, end hvor mange points 
man har scoret. Fremdrift er af større 
betydning, end hvor mange points 
man har scoret eller hvor langt, man 
er nået. Den retning, vi bevæger os i, 
er vigtigere end hvor vi er. 
„Som et menneske tænker i sit hjerte, 
sådan er han." (Ordsp. 23:7 King 
James Version). Det er lige så sandt, 
som det nogensinde har været. Jeg 
husker, at jeg for mange år siden 
mødte en ung mand, som havde or- 
dene „den fødte taber" tatoveret hen 
over brystkassen. Det vil vel næppe 
overraske jer, at det var i et stats- 
fængsel, jeg mødte ham. 



Jeg erindrer også, at jeg engang, 
spurgte to drenge, om de kunne svøm- 
me. Den ene sagde: „Nej." Den an- 
den sagde: „Det ved jeg ikke, jeg har 
aldrig prøvet." Uden at vide af det 
havde disse to drenge foruden at for- 
tælle mig, om de kunne svømme, 
også fortalt mig en mængde, om de- 
res personlighed. 

Den rette indstilling i denne verden, 
som er så domineret af kriser, er et 
ubetaleligt aktiv. Aldrig har det været 
vigtigere for os alle, at bevæge os 
fremad med overbevisning. Det er 
muligt, at vi er sakket bagud, men vi 
er ikke tabere, hvis vi blot bevæger 
os i den rigtige retning. Gud giver os 
ikke points for vort „spil", før rejsen 
er slut. Den, der skabte os, forventer, 
at vi skal sejre. Han er ivrig for at 
besvare vor bøn om hjælp. Det er sør- 
geligt, men sandt, at mange i dag er 
sakket bagud med hensyn til deres 
kontakt med Gud, og de er tilbøjelige 
til at indtage en negativ holdning til 
sig selv og deres medmennesker, vi 
må lade os lede af optimisme og 
modet, hvis vi skal bevæge os fremad 
og opad. 

„Ja, glæd jer altid og vær teknemme- 
lige i alt." og „Du skal takke Herren, 
din Gud, for alting " og „den, som 
modtager alt med taknemmelighed, 
skal blive herliggjort." (L. & P. 98:1, 
59:7, og 78:19).Disse sandhederer ik- 
ke bare gode råd med hensyn til at føle 
taknemmelighed, de er retningslinier, 
der, hvis de bliver fulgt, fører en rige- 
lig belønning med sig. Tænk på det 
som en personlig udfordring at takke 
Gud for alting. Hvis vi takker Gud i 
alle ting, så tillader vi ikke os selv 
at sakke bagud. Vi må hver dag prøve 
på at slå vor rekord fra i går, ikke 
andre menneskers rekord. Med hans 
hjælp kan vi opnå alle ting og virkelig 
være vindere set i et evigt perspektiv. 
Vi må stræbe efter at få en virkelig 
fast selvtillid, sådan at vi virkelig tror 
på os selv. Hvor vigtigt er det ikke 
for os alle sammen at finde den rette 
balance mellem selvtillid og ydmyg- 
hed. Virkelig selvtillid gør, at et men- 
neske er sig bevidst, at det indeni sig 
har en gnist af det guddommelige, 
som blot venter på næring for at få 
større betydning. Det, at vi har den 
rigtige indstilling, gør, at vi kan leve i 
harmoni med vore muligheder. 



Vi skal tage os i agt for stolthed. 
En der er sig selv nok vil aldrig kunne 
drive det til noget i verden, fordi han 
tror, at han allerede har klaret det. 
Der er en, der har sagt, at selvtil- 
strækkelighed er den narkose, der 
bedøver dumhedens smerte, det er 
den rene gift for sjælen. 
Det er den indstilling, med hvilken vi 
påbegynder hver enkelt dag, der er af- 
gørende for, hvad vi får ud af den. 
Vi bør snarere være optaget af, hvad 
vi stiller op med det der sker os, end 
af, hvad der sker os. At have den rette 
indstilling til sig selv er et evigt mål. 
En positiv indstilling til een selv be- 
virker, at man gør sit bedste, også 
selvom man måske i øjeblikket kunne 
klare sig med mindre, Den rette ind- 
stilling kræver at vi er realistiske — ja, 
også når det drejer sig om os selv og 
vor selvdisciplin. 

Lad mig læse et digt for jer, som er 
skrevet af en forfatter fra det 19. år- 
hundrede, Josiah Gilbert Holland. Der 
står nu en buste af Dr. Holland i „Hall 
of Farne", og nedenfor busten står 
dette betydningsfulde digt, som han 
selv har kaldt: „Ønsket." 
Gud give os mænd. En tid som denne 
kræver 

Stærke sjæle, dybsindige hjerter, 
oprigtig tro og villige hænder. 
Mænd, som ikke dræbes af 
embedsbegær. 

Mænd som ikke kan købes for penge, 
Mænd med deres meningers mod og 
en fast vilje, 

Mænd, som sætter pris på æren, og 
som ikke vil lyve. (Heroversatt . |prosa) 

Det er en nødvendig forudsætning at 
have den rette indstilling for at udføre 
noget ordentligt. Vi har brug for mo- 
dige mennesker, som kan tage skrid- 
tet fra den rigtige indstilling til den 
rigtige handling. I verden i dag har vi 
brug for flere mennesker, som er tål- 
modige og hensigtsmæssigt udhol- 
dende. Vi har brug for flere mennesker 
med en fast overbevisning som Jo- 
seph Smith, som Harold B. Lee, som 
Spencer W. Kimball, som han så 
frygtløst erklærede i sin hovedtale. 
Joseph Smith — vi kan glæde os over 
hans indstilling, som manifesterer sig 
i de linier, jeg her vil læse for jer. 
Hans værdighed og hele hans indstil- 
ling skinner tydeligt igennem. 



32 



„Således var det med mig. Jeg havde 
virkelig set et lys, og midt i det lys 
så jeg to personer, og de talte virkelig 
til mig, og selv om jeg blev hadet og 
forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde 
set et syn, var det alligevel sandt; 
og medens de forfulgte og smædede 
mig og talte allehånde ondt om mig, 
uforskyldt, fordi jeg sagde det, følte 
jeg mig drevet til at sige i mit hjerte: 
Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger 
sandheden? Jeg har virkelig set et 
syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå 
Gud? Og hvorfor tænker verden på at 
få mig til at fornægte, hvad jeg vir- 
kelig har set? Thi jeg har set et syn; 
jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud 
vidste det, og jeg kunne ikke fornægte 
det, og jeg vovede heller ikke at gøre 
det. Thi jeg vidste i det mindste, at 
ved at gøre så, ville jeg forsynde mig 
imod Gud og komme under fordøm- 
melse." 

En anden vigtig ting ved den rette ind- 
stilling er elasticitet, evnen til at 
kunne indrette sig efter ændringer. 
Hvis man forstår at tilpasse sig, har 
hverken forandringer eller skuffelser 
helt den samme vægt. Og kærlighed 
kan tage meget af for de stød verden 
giver, alt imens vi tilpasser os under 
prøvelser og sorg. 

Vi har behov for bestandigt at op- 
bygge håb i os selv og de mennesker, 
vi omgås. Det, vi har brug for, er per- 
sonligt at kunne gøre mørke dage til 
lyse dage. Er det ikke en glæde, ja, 
man løftes ligefrem op på et højere 
plan ved at se et menneske med svære 
prøvelser og byrder bevæge sig mod 
målet i den eneste konkurrence, der 
virkelig tæller. Håbet gør det muligt 
for os at vide, at selv om vi har været 
ude for en midlertidig fiasko eller an- 
den tilbagegang, såer der stadig tid til 
at vinde et nyt slag, der er altid en dag 
i morgen. 

En af de mest tragiske ting i vor tid 
er, at Guds børn — du og jeg — lever 
og handler på et lavere niveau, end det 
egentlig er nødvendigt. Vi får styrke 
og mod, når vi gør os klart, at „kom 
så og følg mig!" (Matt 19:21) er et 
råd, som blev givet os af en kærlig 
Frelser, som havde håb, som stolede 
på os, og som stillede os overfor 
denne udfordring uden at skele til, 
hvor vi i øjeblikket befandt os eller 
tidligere havde befundet os. Han var 



selv det fuldkomne eksempel. Han 
havde den rette indstilling. Han 
levede et fuldkomment liv. Han var 
selv trofast overfor sin kaldelse lige- 
gyldigt, hvad der skete. Hans arbejde, 
det liv han levede, og hans lærdomme 
er os dyrebare. Vore stier er tydeligt 
afmærkede takket være ham. De erfa- 
ringer, han gjorde, er vor styrke. Jeg 
har mange gange sagt til vore missio- 
nærer: „Det er ikke så vigtigt om en 
ung mand har været gennem en mis- 
sion, men derimod om missionen 
har været gennem ham." 
Skønt han, Jesus, var en Søn, der var 
travlt optaget af sin Faders gerning, 
så havde han aldrig for travlt til at 
hjælpe en bekymret mor, et sygt men- 
neske, en ven, et lille barn. Denne ind- 
stilling og disse tjenester var bare et 
ydre tegn på en indre storhed. Efter- 
hånden som vi lærer at tjene andre, 
sådan som han gjorde det, lærer vi 
også at leve på en rigere måde. Den 
rigtige indstilling hjælper os til at 
finde Gud, idet vi tjener hans børn. 
Nazaret var ganske lille og blev ikke 
regnet for noget. Faktisk gjorde man 
lidt nar af stedet. Der var aldrig kom- 
met nogen fra Nazaret, der havde haft 
succes: „Kan noget godt være fra Na- 
zaret?" (Se Joh. 1 :46).Jesu indstilling 
til tingene, hans gerninger, hans liv 
trak hele den lille by frem af glemse- 
len. „Jesus fra Nazaret" kaldte den 
øvrige verden ham senere, og den lille 
by, som før havde været så foragtet, 
fik således del i hans ære. 
Skønt hans egne havde fornægtet 
ham, så identificerede hans vilje, hans 
metoder og hans gerninger ham alli- 
gevel som kongernes Konge og herrer- 
nes Herre. Han blev hånet, gjort nar ad 
og misbrugt, men sejren var alligevel 
hans, fordi han var så travlt optaget 
af at øve gode gerninger. Dem, der 
ville ødelægge og tilintetgøre ham, 
lærte han, at sandheden til sidst vil 
sejre. Til dem, der vanhelligede hans 
templer, sagde han frygtesløst: 
„Der står skrevet: ,Mit hus skal kal- 
des et bedehus;' men I gør det til en 
røverkule." (Matt. 21 :13) Hans ord og 
handlinger ved denne lejlighed var 
blot endnu et vidnesbyrd om hans ka- 
rakter, hans overbevisning og mod og 
ikke mindst om hans rette indstilling. 
Alle mennesker i denne verden, som 
sætter pris på andre menneskers mod 



og andre menneskers rigtige indstil- 
ling, bør læse beretningen om hans 
livs sidste stunder igen og igen. Den- 
nefredsfyrste levede påen virkelig ma- 
jestætisk måde. I hans hjemby gjorde 
man nar ad nogle af de ting, han ud- 
rettede. Nogle af hans disciple svig- 
tede ham. Hans fjender var ved at 
vinde overhånd (det troede de da). 
Hvad var hans indstilling til alt dette? 
Beklagede han sig. kritiserede han 
andre, gav han igen, eller var han ved 
at give op? Aldrig! Hans majestæ- 
tisk ord lød: „Jeres hjerter forfærdes 
ikke!" (Joh. 14:1); „Jeg har overvun- 
det verden." (Joh. 16:33). 
Den sidste uge, han levede, blev ho- 
siannaråbene til: „Korsfæst ham, 
korsfæst ham". Men hans mod svig- 
tede ham ikke, men bar ham i stedet 
mod stadig større sejr. De ærlige af 
hjertet vidste stadig, hvad han stod 
for, og hvorfor han måtte dø. Sce- 
nerne fra de sidste timer i hans jor- 
diske liv udfolder sig for os, når vi 
læser herom, og vi ser, at de er lek- 
tier i storhed. Lær med mig mere om 
hans mod og guddommelighed, mens 
vi ser hvordan han trofast fortsætter 
til sine prøvelsers dages ende. Gen- 
kald jer sammen med mig den sidste 
nadver, hvor han spiste sammen med 
sine disciple, og den stund, hvor han 
søgte sin Fader i bøn i Getsemane 
Have (Er det muligt, så lad denne kalk 
gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, 
men som du vil". Se Matt. 26:39) Men 
efter kampen kom sejren, og nu ser vi 
korsfæstelsen for vort indre blik. Da 
soldaterne kom mod ham, hilste han 
dem med ordene: „Hvem leder I 
efter ... Det er mig" (Joh. 18:4, 5). 
Han svarede dem uden tøven. På en 
gold høj ikke langt fra bymuren blev 
han naglet fast til et kors. Da han li- 
dende hang der, har der uden tvivl 
været nogle blandt tilskuerne, der 
overfladisk kom med følgende be- 
tragtning: „Han har tabt; han er 
slået; nu er det forbi med ham." Men 
de tog fejl, og dem, der tror noget 
sådant, tager stadig fejl. Jesus af Na- 
zaret en taber? Aldrig! Han er vor Frel- 
ser, vor Forløser, en vinder, Guds 
Søn. 



Il 





'7 


V 


S i 


1 


.-f 


lit 




* * 


Ti 




^t 






p; 



i. *l 



s